Michael Mørkøvs sidste omgang førte til endnu en dansk VM-medalje
En gylden dansk afslutning ved VM i banecykling fik en følelsesladet afslutning, da Michael Mørkøv sluttede en unik karriere af med en lige så uforglemmelig eftermiddag for de danske fans i Ballerup.
Det var ikke kun tårerne, men også kraftanstrengelsen på vejen derhen, der var med til at øge luftfugtigheden i Ballerup Super Arena.
Som da Michael Mørkøv gjorde alt for at slutte sin professionelle karriere af med endnu en VM-medalje på banen og til sidst kunne lade sig omfavne af sin familie akkompagneret af klapsalverne fra landsmændene på tribunerne, der kvitterede for en mindre forløsning af de store forventninger til de danske herrer i parløbet.
Med bronzemedaljen sluttede det dog ikke helt så perfekt som for Julie Leth, der lidt tidligere på eftermiddagen løftede høreværnet af sin næsten etårige søn midt i lydinfernoet for at udbryde »så blev mor lige verdensmester igen!«, som om det var en oplagt mulighed for enhver forælder.
Lige så naturligt virkede det til sidst for de begejstrede tilskuere at bryde ud i nationalhymnen ved endnu en medaljeoverrækkelse, da de danske profiler bogstaveligt talt stod i kø for at kunne lade sig hylde under afslutningen af VM i banecykling på hjemmebanen i Ballerup Super Arena.
For mens Julie Leth rundede sin karriere af med at modtage den regnbuestribede trøje som verdensmester for anden dag i træk efter at have vundet kvindernes pointløb, stod Tobias Aagaard Hansen og blev interviewet lige ved siden af præmiepodiet som nykåret verdensmester i mændenes udskilningsløb.
Og så var der stadig et kvarters tid til det, der på forhånd var udpeget som søndagens – måske endda hele ugens – højdepunkt ved VM i banecykling, der udviklede sig til en presset affære for de danske favoritter i herrernes parløb.
Hvad er nu det?
Der var ældre mænd med svedperler under regnbuestribede cykelkasketter og små purke i dannebrogstrikoter med det ikoniske syvtal på brystet. Begge dele indeholdt referencer til Michael Mørkøv, der kørte sit sidste løb som professionel efter 16 år på såvel banen som landevejen med tilhørende titler som tre gange verdensmester, olympisk mester, Vuelta a Espana-etapevinder, tredobbelt dansk mester, nidobbelt Tour de France-deltager, par nummer 7-ikon og en bred anerkendelse af at være verdens bedste leadout-man for supersprintere som Mark Cavendish.
Så de fleste kender den 39-årige dansker – selv den gråmelerede herre, der stod med en doven fadøl i hånden og spurgte rundt i vennegruppen »hvad går det her nu ud på?«, når der blev sat gang i discipliner som keirin tidligere på dagen.
Under mændenes parløb kunne ingen være i tvivl om betydningen.
Michael Mørkøv indledte med at vinke ud til de allerede jublende tilskuere inden starten, hvorefter han tog et par dybe indåndinger sammen med makkeren i parløbet, Niklas Larsen.
En fjerdedel inde i løbet skabte Mørkøv den første brølende jubel ved at sprinte den danske duo op på tredjepladsen. Halvvejs begyndte nervøsiteten for alvor at brede sig med fem point op til guldet, hvorefter Tyskland, Belgien og Holland truede med at forpurre de danske medaljedrømme helt.
Så gik Michael Mørkøv på jagt efter en omgang, der sendte Danmark tilbage mod toppen af regnskabet og lydniveauet op på kant med arbejdsmiljøloven igen.
Duoen gjorde kun arbejdsforholdene endnu mere voldsomme for sig selv med endnu et angreb, der fik folk til at rejse sig for at brøle landsmændene videre frem.
Før den sidste og afgørende spurt lå Danmark på andenpladsen med 19 point op til Tyskland, men Belgien spurtede sig lige akkurat ind foran danskerne, der trods alt kunne smile en smule over at have erobret en medalje.
»Jeg havde drømt om at blive verdensmester her på hjemmebane og kunne giver jer alle sammen den oplevelse. Så selvfølgelig er jeg lidt skuffet,« sagde Michael Mørkøv midt al applausen fra tilskuerne, som han takkede for at have hjulpet ham frem til at opnå alle sine drømme, inden han erklærede, at det er »det her, jeg kommer til at savne allermest«.
»Hvor er jeg heldig«
På den måde sluttede et mesterskab, hvor Danmark kun blev overgået af Holland i forhold til antallet af medaljer, og hvor ekstatiske tilskuere har hyldet hjemmebanefavoritter som Niklas Larsen og Tobias Aagaard Hansen, der hentede sølv i henholdsvis pointløbet og scratch under et døgn efter, at de havde skabt ugens første store højdepunkt som en del af herrernes banelandshold, der kunne iføre sig VM-trøjerne efter guldet i 4.000 holdforfølgelsesløbet torsdag aften.
Senere blev Amalie Dideriksen verdensmester i parløb sammen med Julie Leth, der dermed slutter karrieren som tidligere OL-sølvvinder, men også nuværende dobbelt verdensmester efter sine bedrifter lørdag aften og søndag eftermiddag.
»Det er et kæmpe privilegium selv at få lov til at bestemme, hvornår jeg vil slutte – og gøre det på min måde. Nogle tror, at jeg stopper, fordi jeg er blevet mor. Det har egentlig intet med det at gøre,« sagde Julie Leth midt i euforien, inden hun slog fast:
»Før jeg blev gravid, skrev jeg en sms til min sportsdirektør og fortalte, at jeg gerne ville være gravid, køre OL og så slutte min karriere med VM på hjemmebane. At det hele så sker – wow, hvor er jeg heldig.«
Den følelse delte hun formentlig med de ældre herrer, der spontant begyndte at vifte med cykelkasketterne midt i alle triumferne, mens små purke fik skabt drømme om at blive den næste stjerne, der er med til at øge luftfugtigheden i Ballerup Super Arena eller alverdens andre velodromer.