Dansker rakte ud efter sejren, inden han blev indhentet af Vingegaard og co.
I Paris-Nice var det tæt på en dansk triumf, mens et italiensk stortalent overtog førertrøjen i Tirreno-Adriatico, hvor Jonas Vingegaard kan overtage hovedrollen de kommende dage.
Mads Pedersen brølede sin frustration ud på målstregen.
Den danske stjerne blev lige akkurat overspurtet af Olav Kooij for anden gang i årets Paris-Nice, da hollænderen vandt 5. etape af det franske etapeløb.
Lidl-Trek-danskeren blev nummer to på en dag, hvor der også var optræk til en dansk triumf i Tirreno-Adriatico, der er det andet store cykelløb i denne uge.
Det udviklede sig nemlig til et ægte væddeløb mellem et danskpræget udbrud og feltet med bl.a. Jonas Vingegaard på 4. etape i det italienske etapeløb.
Den sidste del af frontgruppen blev først hentet under 100 meter fra målstregen, hvorefter Jonathan Milan fra Lidl-Trek lige akkurat sikrede sig karrierens syvende sejr gennem en flot spurt.
Den 23-årige italiener overtog samtidig førertrøjen fra Juan Ayoso, men det vil formentlig ændre sig igen i løbet af de kommende dage, hvor klassementsfolkene vil overtage opmærksomheden i Tirreno-Adriatico.
Torsdag rakte den tidligere danmarksmester Alexander Kamp ud efter sejren som en del af dagens udbrud, hvor den 30-årige dansker for Tudor-holdet kæmpede indædt for at holde feltet på afstand sammen med Mirco Maestri fra Team Polit Kometa og Uno X-profilen Jonas Abrahamsen.
Den sidstnævnte nordmand gik solo på den afsluttende stigning og lignede længe en vinder, indtil feltet kom buldrende bagfra op opløbsstrækningen.
I klassementet ligger Jonas Vingegaard nummer fem med 26 sekunder op til førstepladsen, men en smule mindre til sin formentlig største rival til den samlede sejr.
UAE-stortalentet Juan Ayoso har et forspring på 22 sekunder ned til danskeren frem mod de afgørende bjergetaper fredag og lørdag inden løbets afslutning på søndag.