Vingegaard lufter frustrationer efter løb i mørke og massiv regn
Mange ryttere har luftet deres utilfredshed med udsigten til at køre cykelløb på våde veje - igen. Jonas Vingegaard var en af dem.
»Vi er bare glade for at komme igennem.«
Sådan lød det lørdag aften fra en drivvåd Jonas Vingegaard, efter han og cykelholdet Jumbo Visma netop havde færdiggjort en holdtidskørsel ved første etape af det spanske cykelløb Vuelta a España. Her spillede mørke og våde veje en afgørende rolle. Flere ryttere styrtede – tre ryttere kort fra mål. Jonas Vingegaard punkterede.
De store mængder nedbør fortsatte søndag formiddag, hvilket fik løbsledelsen til at udsende en pressemeddelelse, hvor det fremgik, at man ville stoppe tiden i klassementet på stigningen Montjuic, 3,6 kilometer fra målstregen.
Tiltagene imponerede i mellemtiden ikke flere ryttere. Bl.a. Jumbo Vismas kaptajn og vinder af Tour de France Jonas Vingegaard, som ikke lagde skjul på sine frustrationer omkring løbsarrangørernes beslutning.