Fortsæt til indhold
Cykling

Jonas Vingegaard blev nødt til at sige stop midt i succesen: »Jeg har stået meget for skud«

Gennem fem udvalgte billeder fra 2022 fortæller Tour de France-vinderen om at skabe store minder for sin datter, fremtidsplanerne og nødvendigheden af at skuffe folk for at kunne passe på sig selv.

Jonas Vingegaard læner sig ind over bordet for at kunne granske det, der er blevet lagt foran ham. Den spinkle cykelstjerne bryder ud i det brede, lidt generte smil, som mange vil kunne huske fra podiet i Paris på en julidag i 2022.

»Du starter lige på og hårdt,« siger Jumbo-Visma-rytteren om det første billede, han er blevet bedt om at forholde sig til.

Rolig loungemusik har fyldt receptionen på Hotel Pinenhus i Roslev, hvor udsendte medarbejdere fra bl.a. ugebladet Femina og en hollandsk avis er mødt op for at tale med den 26-årige Tour de France-vinder, der bor heroppe i toppen af Jylland.

Udenfor rusker den iskolde vind, der har båret vinteren til det mørklagte Danmark. Der er på mange måder langt til Tour de France.

I hovedpersonens blik kan man imidlertid ane lyset fra en uforglemmelig sommer, mens han tålmodigt studerer fem udvalgte billeder fra 2022 – et år, hvor den afdæmpede nordvestjyde ofte skulle forholde sig til abstrakte spørgsmål om sine følelser og oplevelser, hvorefter han typisk svarede, at det var »helt vildt« eller »fantastisk«.

Denne gang er opgaven lige så simpel som konkret, da Jyllands-Posten taler med cykelstjernen ud fra hovedspørgsmålet:

»Hvad tænker du, når du ser det her billede?«