For to år siden var han tæt på at ende i en kørestol – nu har det unge fænomen vist, at han kan udfordre Vingegaard
Remco Evenepoel har modbevist både sin og andres tvivl under Vuelta a Espana – senest med en etapesejr torsdag. En holdkammerat og en ekspert roser belgieren, der har overvundet et uhyggeligt uheld og kan sikre sine landsmænd en forløsning efter mere end 40 års ventetid.
Der var begyndt at opstå en nagende usikkerhed.
Allerede som teenager blev Remco Evenepoel ellers omtalt som »et fænomen«. Belgierens landsmænd var sikre på, at han snart skulle sikre dem en grand tour-triumf for første gang siden 1978. Optimismen mødte nærmest ingen modstand, indtil Quick-step-talentet ramlede ind i det uheld, der var tæt på at blive fatalt. Siden da har tvivlen luret – lige indtil nu, hvor den 22-årige stjerne for alvor har givet sine landsmænd et håb om at kunne juble over en samlet sejr i et af verdens tre største etapeløb.