Fortsæt til indhold
Cykling

Norsk cykelhold har hapset tidligere dansk verdensmester

Amalie Dideriksen bytter fra 2023 Trek ud med Uno-X, hvor hun bliver holdkammerat med Julie Leth.

/ritzau/

Cykelrytteren Amalie Dideriksen skifter fra næste sæson til det norske hold Uno-X.

Det oplyser cykelholdet tirsdag formiddag på Twitter.

Den 26-årige dansker kører i øjeblikket hos Trek-holdet, hvor hun er i gang med sin anden sæson.

- At blive en del af et skandinavisk hold er en drøm, der går i opfyldelse.

- Jeg kan ikke vente med, at 2023 går i gang, og vi kan komme til at jagte nogle store resultater, siger hun.

For seks år siden vandt Dideriksen VM-titlen i landevejsløb. Allerede som juniorrytter viste hun sine evner på landevejen, da hun to gange blev verdensmester.

Amalie Dideriksen gør det også godt på banen, og sidste år vandt hun i Tokyo OL-sølv i parløb sammen Julie Leth.

Makkeren fra legene i Tokyo bliver også hendes kommende holdkammerat hos Uno-X.

Julie Leth deltog for nylig i kvindernes Tour de France for det norske hold.