Gul trøje og etapesejr til Danmark: JP sad med i feltet, da Jonas Vingegaard opnåede den helt store Tour-triumf
Jonas Vingegaard har rakt gevaldigt ud efter den samlede Tour-sejr, efter danskeren besejrede Tadej Pogacar og alle andre på 11. etape i Tour de France. Jyllands-Posten fulgte det store bjergslag fra en følgebil midt i feltet og ved den efterfølgende fest ved danskerens hotel.
COL DU GRANON SERRE CHEVALIER
Der er gået et par timer efter én af de største præstationer i dansk sportshistorie, da Jonas Vingegaard skaber et nyt kapløb.
Iført sin gule førertrøje haster han gennem den lille franske bjergby. Undervejs vinker han til et par fans, der råber »bravo«. Ingen kan fange den 25-årige nordjyde inden ankomsten til holdets hotel. Så er han væk igen – akkurat ligesom det øjeblik, der allerede er blevet ikonisk i Danmark.
Hele dagen havde Jonas Vingegaard og Jumbo-Visma-holdkammeraterne rakt ud efter lige netop det moment.
Med 5 km til målstregen sker det. Det danske klassementshåb har omsider knækket Tadej Pogacar.