En lovende start for Roglic og Vingegaard
Jumbo-Visma kunne glæde sig over et fint resultat i kampen mod Tadej Pogacar. Imens ærgrede en anden profil sig over at have været for forsigtig.
En halv liter energidrik blev hurtigt kværnet ned i den spinkle krop. Imens forsøgte Jonas Vingegaard at hjule syren ud af benene ved hjælp af en hometrainer.
Den 25-årige Jumbo-Visma-stjerne havde lige klaret sig gennem enkeltstarten på 1. etape i Tour de France med en tid, der var et sekund hurtigere end holdets andet klassementshåb, Primoz Roglic.
»Vi kan være tilfredse, og der er intet internt regnskab mellem Roglic og mig. Det er os mod ham,« understregede danskeren med henvisning til Tadej Pogacar.
Den forsvarende Tour de France-vinder fra UAE Team Emirates satte dagens bedste tid blandt klassementfolkene. Tadej Pogacar blev kun overvundet af overraskelsen Yves Lampaert (Quickstep-Alpha Vinyl) og Wout van Aert (Jumbo-Visma).
Tæt på at gå galt
Efter etapen glædede Jonas Vingegaard sig ikke kun over opbakningen fra de danske tilskuere under enkeltstarten i København:
»Det var helt fantastisk. Der var mange mennesker, og det var 13 km med jublende tilskuere lige op i ansigtet. Det var motiverende.«
Danskeren var endnu mere tilfreds med, at han undgik uheld på det regnvåde underlag. Ligesom de andre favoritter røg nordjyden direkte ud i den silende regn, som de havde forsøgt at undgå med en tidlig starttid efter at have gransket vejrudsigten.
»Det gik faktisk overraskende godt. Jeg var ved at skride et par gange, selv om jeg ikke tog chancer. Det er jeg glad for, at jeg ikke gjorde, for ellers var jeg nok styrtet,« sagde Jonas Vingegaard.
Med resultatet lagde danskeren og Primoz Roglic afstand til flere af deres andre konkurrenter – ikke mindst fra det britiske storhold, Team Ineos, der også gik glip af etapesejren til forhåndsfavoritten og verdensmesteren Filippo Ganna.
Kørte som sin kone
Henne ved holdbussen kneb Geraint Thomas øjnene sammen, mens Team Ineos-profilen forsøgte at bevare sin imødekommende attitude.
»Jeg er ikke helt med på, hvad du mener,« udbrød han.
»Du fik den gule trøje i Dortmund. Har du helt glemt det?« gentog den lille, ivrige fan.
Den britiske cykelrytter smilede skævt, mens han søgte hjælp blandt andre andre ansigter i flokken af mennesker foran Team Ineos-bussen lige ved Ørstedsparken.
»Ja,« sagde Geraint Thomas og grinede undskyldende.
En panisk Google-søgning senere gik misforståelsen op for hans fan.
»Düsseldorf,« hviskede manden for sig selv, inden han vendte sin telefon over mod Geraint Thomas.
»Ah, ja. Det var i Düsseldorf. Tak for at huske det, mate,« lød det fra briten.
Dengang i 2017 vandt Geraint Thomas 1. etape i Tour de France. I København endte den indledende enkeltstart som som en skuffelse for den tidligere Tour-vinder.
»Jeg forsøgte at starte meget konservativt, fordi jeg havde hørt, at andre var styrtet – og der venter jo stadig tre uger af løbet. Det steg mig til hovedet. I de første par sving kørte jeg lige så forsigtigt som min kone, der ikke har kørt på cykel i 12 år. Det var helt utroligt,« sagde Geraint Thomas med et smil og fortsatte:
»Jeg hørte, at jeg var op mod 20 sekunder efter de andre favoritter, og så gav jeg den bare gas. Det eneste positive er, at mine ben egentlig var gode.«
Tilbage ved Jumbo-Visma-holdbussen var Primoz Roglic godt tilfreds med starten på Tour de France.
»Man vil altid gerne tage tid på konkurrenten (Tadej Pogacar, red.). Men det er godt, at Vingegaard og jeg stadig er tæt på hinanden i klassementet,« sagde sloveneren.