Pogacar viste igen stor styrke med Touren i horisonten
Tour de France-favoritten Tadej Pogacar vandt 3. etape af Slovenien Rundt og overtog løbets førertrøje.
Cykelrytteren Tadej Pogacar ser ud til at være i fin form med to uger til Tour de France.
Favoritten til at vinde det tre uger lange etapeløb kørte sig fredag i førertrøjen på 3. etape af Slovenien Rundt, som han samtidig vandt.
UAE Emirates-rytteren, der sejrede i løbet sidste år, har modsat de fleste af konkurrenterne fravalgt Criterium du Dauphine og Schweiz Rundt som opvarmningsløb.
I stedet er han taget hjem til Slovenien for at forberede sig, og på 3. etape viste han sig som den bedste.
Pogacar var stukket af med holdkammeraten Rafal Majka og Alpecin-Fenix’ Nicola Conci, og med lidt over en kilometer tilbage skruede han op for farten.
Først røg Majka, dernæst Conci, og så drønede Pogacar alene over målstregen i Celje, hvor han modtog sine landsmænds hyldest.
I den samlede stilling er han henholdsvis 7 og 55 sekunder foran Majka og Bahrain Victorious’ Domen Novak, der sidder på de efterfølgende pladser.
Pogacars danske holdkammerat, Mikkel Bjerg, var med i løbet indtil fredag. Før starten på etapen oplyste UAE Emirates, at Bjerg havde afgivet en positiv coronatest og var blevet pillet ud.
Det er en streg i regningen for tempospecialisten, som håber at gøre det godt på 1. etape af Tour de France om to uger og hjælpe sin kaptajn til samlet sejr.
Slovenien Rundt består af fem etaper og slutter søndag.
/ritzau/