Cavendish slog de andre topsprintere i World Tour-løb
Michael Mørkøv havde en finger med i spillet, da Mark Cavendish sejrede på 2. etape af UAE Tour.
Quick-Steps Mark Cavendish fik i fjor comeback til den absolutte sprinterelite, og han ser ud til at fortsætte takterne i 2022.
Den britiske cykelrytter kørte sig mandag til sejr på 2. etape af UAE Tour, da han i en lang spurt henviste søndagens vinder, Jasper Philipsen (Alpecin-Fenix), og Pascal Ackermann (UAE Emirates) til de efterfølgende pladser.
Sejren er Cavendishs anden i år, efter at han tidligere i februar vandt en etape i Tour of Oman.
Den 36-årige sprinter vandt ingen cykelløb i flere år, før han i 2021 vendte tilbage til Quick-Step.
Samarbejdet viste sig endnu en gang at være en succes, og i Tour de France nåede han med 4 triumfer op på i alt 34 etapesejre, hvilket tangerede den rekord, Eddy Merckx havde siddet på i mange år.
Cavendish sad på hjul af holdkammeraten Michael Mørkøv i mandagens spurt, og den danske leadout-specialist førte feltet an med få hundrede meter igen.
Briten tabte dog Mørkøvs hjul, men formåede alligevel at bringe sig i så god position, at han med sin høje topfart kunne stryge forbi alle og snuppe sejren.
Samlet fører Philipsen løbet, mens Cavendish er på tredjepladsen. Russiske Dimitry Strakhov (Gazprom) har kilet sig ind mellem de to på andenpladsen.
I alt seks danskere deltager i UAE Tour.
Foruden Mørkøv er Johan Price-Pejtersen (Bahrain), Mikkel Bjerg (UAE Emirates), Mathias Norsgaard (Movistar), Julius Johansen (Wanty) og Jakob Egholm (Trek) med i løbet.
Sidste år markerede Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma) Mattias Skjelmose (Trek) sig med henholdsvis en etapesejr og en sjetteplads i klassementet, men ingen af dem er til start i løbet i år.
Den dobbelte Tour de France-vinder Tadej Pogacar er favorit til at løbe med den samlede sejr i årets første World Tour-løb.