Spansk mester har skrevet kontrakt med Ineos
Efter fire år på Astana-holdet skifter cykelrytteren Omar Fraile til det britiske hold Ineos.
Cykelholdet Ineos har forstærket sig med den spanske mester i linjeløb.
Mandag skriver briterne på deres hjemmeside, at Omar Fraile har lavet en aftale med holdet efter fire år som cykelrytter på Astana.
Her opnåede Fraile sit hidtil største resultat, da han i 2018-udgaven af Tour de France kørte først over stregen på 14. etape.
Men det spanske mesterskab rangerer også højt på den personlige skala, påpeger han.
- Min sejr ved de spanske mesterskaber i år havde jeg arbejdet rigtig hårdt for. Normalt arbejder jeg hårdt for mine holdkammerater, så når man får chancen for at hæve armene og krydse målstregen først, er det altid noget særligt, siger han til Ineos’ hjemmeside.
Det er også blevet til etapesejre i Giro d’Italia, Romandiet Rundt og Baskerlandet Rundt for baskeren, der tidligere repræsenterede Orbea, Cara Rural og Dimension Data.
31-årige Fraile tiltræder i januar på en toårig aftale med sit nye hold.