Se Chris Ankers karriere i billeder: Sådan husker vi ham
Den tidligere cykelrytter og ekspertkommentator på TV2 Sport Chris Anker Sørensen er død, efter at han i Belgien blev påkørt af en bil på en cykeltur lørdag.
Lørdag 18. september afgik Chris Anker Sørensen ved døden i en trafikulykke i Belgien, efter han på cykel blev påkørt.
Chris Anker Sørensen har underholdt danskerne med sit hårde slid som cykelrytter og senere sine mange anekdoter som cykelekspert og kommentator på TV2 Sport.
Den professionelle cykelkarriere indledte han i 2006, og i 2008 kom den første etapesejr på den helt store scene, da han vandt 7. etape af franske etapeløb Critérium du Dauphiné.
Året efter blev han nummer to i det danske mesterskab i landevejsløb og også debut på Grand Tour-niveau. 4. juni 2009 kørte Chris Anker Sørensen sin første Tour de France-etape i karrieren, og tre dage senere sluttede han som nummer tre på 4. etape i verdens største cykelløb.
Det var også her, at han på klingende ”hammelsk” (den midtjyske by, hvor Chris Anker Sørensen er fra, red.) sagde til TV2, at han havde fået tis på sit ben undervejs på en etape.
»Der var en ’spaniak’, der ikke havde lært ikke at pisse mod vinden. Jeg fik hans pis på mit ben, og det var jeg ikke helt tilfreds med.«
Chris Anker Sørensen sluttede året af med at vinde et landevejsløb i Japan.
»Det var en god sæson, hvor det eneste, der manglede, var en sejr, og så kom den i Japan Cup. Derudover var det en kæmpe oplevelse at se Japan! Det har generelt været fedt at se alle de lande og kulturer, som jeg har set som professionel,« sagde Chris Anker til B.T. om cykelåret 2009.
I 2010 vandt han sin eneste etapesejr på en grand tour, da han kørte først over målstregen på 8. etape af Giro d’Italia.
I 2012 blev det til en andenplads på 16. etape i Tour de France, og danskeren blev kåret til løbets mest angrebsivrige rytter. Det var også under den Tour de France, at Chris Anker måtte en tur på hospitalet, efter at han rev sin hånd til blods, da han ville fjerne en avis, der havde sat sig fast i forhjulet.
Mindelsen om en uheldig helt begyndte at danne sig, mens han over de næste år svingede mellem sejre og nederlag.
»Et rigtigt møgår.« Sådan beskrev Chris Anker Sørensen for eksempel 2014 over for B.T.
Året efter bød på en markant revanche, da han strøg til tops ved DM og blev dansk mester i linjeløb. Det er en sejr, Chris Anker selv har kaldt sejren for en af de største i sin karriere.
Chris Anker Sørensen sluttede den aktive karriere af på det danske hold Riwal fra 2016-2018. Sideløbende med, at han sluttede den aktive karriere af, startede han dog som cykelekspert og kommentator hos TV2 Sport. Her delte han studie med blandt andet Rolf Sørensen og delte gladeligt ud af anekdoterne om ”spaniaken”, lidelserne på Frankrigs bjerge og sine år på cykelsportens lidt lavere niveauer, hvor han fik kendskab til mange af de talenter, der nu er stjernerne i cykelsporten.
Det var netop for TV2 at han var i Belgien for at dække VM i i cykling, da han under en cykeltur blev påkørt af en bil og senere døde af sine kvæstelser lørdag den 18. september 2021.
Privat var han gift med Michelle Moestrup, som han boede med i Skovlunde nordvest for København.
Chris Anker Sørensen blev 37 år. Han efterlader sig foruden sin hustru også to døtre.