Tour-vinderen Pogacar springer Vueltaen over
De øvrige favoritter til sejren i Vueltaen får det væsentligt nemmere, efter at Pogacar har meldt fra.
Tour de France-vinderen Tadej Pogacar kommer ikke til start i Vuelta a España.
Det siger han i en video, som holdet UAE Emirates har lagt på Twitter.
Tidligere har det ellers lydt fra holdet, at det spanske etapeløb var en del af Pogacars program for resten af 2021, men nu er der andre toner.
- Jeg er tilbage på cyklen efter nogle fantastiske uger. Jeg har hvilet lidt efter Tokyo (OL, red.). Sammen med holdet besluttede jeg ikke at køre Vueltaen. Desværre. Men jeg kommer snart tilbage til Vueltaen, siger han i videoen.
22-årige Pogacar kørte senest Vueltaen i 2019, hvor han fik grand tour-debut. Det markerede han med tre etapesejre og en samlet tredjeplads.
I sidste måned kunne han i Paris lade sig fejre som suveræn vinder af Tour de France, efter at han allerede tidligt i løbet sikrede sig et stort forspring til de nærmeste konkurrenter.
Tættest på kom danske Jonas Vingegaard fra Jumbo-Visma-holdet og Ineos-klatreren Richard Carapaz, der for to uger siden vandt OL-guld.
Modsat Pogacar og Vingegaard ventes Carapaz til start i Vueltaen, hvor den forsvarende vinder, Primoz Roglic, efter alt at dømme er med.
Giro d’Italia-vinderen Egan Bernal har også ytret ønske om at deltage i den spanske rundtur.
Vueltaen begynder 14. august og slutter 5. september.
/ritzau/