Fortsæt til indhold
Cykling

Mikkel Bjerg: Dumt at lade udbryder køre sig på podiet

Mikkel Bjerg mener ikke, at de andre hold burde have givet udbryderen Guillaume Martin så lang snor.

/ritzau/

Mikkel Bjerg (UAE) forstår ikke taktikken fra flere af de andre hold i Tour de France.

Især undrer danskeren sig over, at Guillaume Martin (Cofidis) lørdag fik lov til at køre sig på podiet i det samlede klassement.

Guillaume Martin var med i et udbrud og kørte sig op på en samlet andenplads og skubbede blandt andre Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma) ned fra en tredje- til en fjerdeplads.

- Jeg tror, at de tænker, at ham slår vi bare på de næste bjergetaper. Men det er dumt at give en så god cykelrytter så mange minutter, siger Mikkel Bjerg til TV2 efter etapen.

Mikkel Bjerg, som kører for Tadej Pogacar i den gule trøje, påpeger, at UAE-holdet blot ønskede at holde Guillaume Martin i en nogenlunde stram snor.

Pogacar har mere end fire minutter ned til Guillaume Martin på andenpladsen.

- Vi trak for, at han ikke tog trøjen fra Tadej, og vi holdt ham på lidt over fem minutter. Det var en god dag for os.

- Jeg er uforstående over for de andre hold, men det er deres problem, siger Mikkel Bjerg.