Genfødt Cavendish rider på en fransk bølge af begejstring
Mark Cavendish er taknemmelig for opbakningen fra det franske publikum i hans triumftog i Touren.
Mark Cavendish er ved at udvikle sig til lidt af en kultfigur i Tour de France, hvor han i år oplever sin anden eller tredje ungdom.
Det franske publikum er i hvert fald begejstret for den 36-årige brite, der bliver hyldet hver dag i startområderne og undervejs på etaperne.
Tirsdag kvitterede han så med sin tredje sejr i årets udgave af løbet, da han kørte først over stregen i Valence.
- Modtagelsen har været utrolig. Jeg er virkelig rørt over det, jeg oplever fra den franske befolkning, siger Mark Cavendish.
Britens 33. etapesejr i karrieren var resultatet af en sublim holdpræstation af Quick-Step, der satte sig totalt på opløbet.
Allerede da løjtnanten Michael Mørkøv kom først ind i opløbssvinget, lignede det en sikker Cavendish-sejr. Og den rutinerede afslutter svigtede ikke.
- Jeg gjorde intet, mit hold lavede det hele, konstaterer Cavendish.
Dermed fortsætter hans overraskende comeback til verdenstoppen, efter at han længe har lignet en færdig mand i det professionelle felt.
I år fungerer alt for veteranen, som nu blot er én sejr fra at tangere Eddy Merckx’ rekord med 34 toursejre i karrieren.
- Det er første gang i lang tid, at jeg ikke har nogen undskyldninger at falde tilbage på, hvis jeg ikke vinder.
- I år er alt perfekt. Mit hold er perfekt. Mine forberedelser har været perfekte. Der er ingen grund til, at jeg ikke skulle være konkurrencedygtig, siger Mark Cavendish.