World Tour-løb har udskudt enkeltstart på grund af corona
Skærpede coronarestriktioner i Holland har flyttet enkeltstarten i BinckBank Tour fra onsdag til fredag.
Onsdagens enkeltstart i det hollandske og belgiske etapeløb BinckBank Tour er aflyst. Til gengæld er det lykkedes at få lagt en ny enkeltstart ind i løbet på fredag i stedet.
Det oplyser arrangørerne af World Tour-cykelløbet på sin hjemmeside.
Onsdagens aflysning kom efter skærpede coronarestriktioner i Holland på grund af en stigende smitte.
Blandt andet frarådes rejser, som ikke er nødvendige, mellem storbyerne Haag, Amsterdam og Rotterdam.
Mens onsdagens enkeltstart i Vlissingen, Terneuzen og Sittard altså ikke blev til noget, skal rytterne nu i kamp mod uret fredag på en lidt over otte kilometer lang rute i belgiske Riemst nær grænsen til Holland.
Planerne for torsdagens etape er også ændret. Her skulle rytterne have kørt i den hollandske Zeeland-provins, men i stedet skal de nu køre på en rundstrækning nær den belgiske by Aalter.
Flere danskere stiller op til løbet, blandt andre Søren Kragh Andersen, der for nylig vandt to etapesejre i Tour de France, og Mads Pedersen, der blev nummer to på første etape i BinckBank Tour.
De skærpede coronarestriktioner i Holland har også fået cykelklassikeren Amstel Gold Race aflyst. Løbet skulle være kørt 10. oktober.