Cykelstjerne nægter dopinganklager
Nairo Quintana udtaler sig for første gang om anklagerne, der lige nu svæver over ham.
Det kom som et chok for cykelverdenen, da det blev offentligt kendt, at de franske myndigheder havde indledt en undersøgelse mod cykelholdet Arkea-Samsic, der har Nairo Quintana på holdet, under Tour de France.
Efter 17. etape blev holdets hotelværelser ransaget, og ifølge franske L’Equipe var ransagningen målrettet mod Nairo Quintana samt hans bror, Dayer Quintana, og Winner Anacona. Her fandt myndighederne mistænkelige piller, som anklager Dominique Laurens til AFP har forklaret som værende »sundhedsprodukter, herunder medicinske lægemidler, og en metode, der kan anses som doping«.
Det franske medie Le Parisien kunne i samme ombæring fortælle, at to personer, en læge og en fysioterapeut, fra holdet var blevet tilbageholdt, mens brødrene Nairo og Dayer Quintana var blevet afhørt.
Nu afviser hovedpersonen selv enhver anklage i et opslag på Twitter:
»Jeg har ikke og har aldrig haft noget at skjule. De franske myndigheder gennemførte en ransagning på hotellet. På den dag gik myndighederne ind på mit værelse og beslaglagde vitaminer, som er helt legale, selv om de måske ikke er kendte for de franske myndigheder. For at afklare enhver tvivl vil jeg gerne bekræfte, at ingen dopingmidler nogensinde er fundet,« understreger den tidligere vinder af Tourens bjergtrøje.
Han bekræfter, at han og broren blev afhørt, men at de deltog frivilligt. Han skriver i sit opslag, at hans biologiske pas, som er en medicinsk profil for rytterens resultater af aflagte dopingprøver, er »upåklageligt«, og at han aldrig har brugt doping i sin karriere.
Nairo Quintana sluttede på en 17.-plads i årets Tour de France og kører VM i landevejscykling for det colombianske landshold i Italien på søndag.