Stor overraskelse: Den forsvarende Tour-vinder har trukket sig
Egan Bernal led bl.a. et stort tidstab på 15. etape.
GRENOBLE
Han har set lidende ud, og nu har Egan Bernal taget konsekvensen.
Team Ineos-kaptajnen har trukket sig inden 17. etape i årets Tour de France. Dermed er den forsvarende Tour-vinder ude af løbet.
Den 23-årige colombianer led et tidstab på syv minutter i søndags, og tirsdag blev han endnu engang sat af feltet og tabte yderligere 27 minutter. Efterfølgende forklarede han, at han havde haft smerter i både knæet og ryggen, der også voldte ham problemer i optakten til løbet.
»Det er naturligvis ikke den måde, jeg ønskede at forlade Touren, men jeg er enig med holdet i, at det er den rigtige beslutning efter omstændighederne. Jeg har den største respekt for dette løb, og jeg ser allerede frem til at komme tilbage i de kommende år,« siger han.
Holdets leder, Davie Brailsford, udtaler, at man har taget beslutningen for at passe på Egan Bernal.
»Han er en ægte mester, der elsker at køre, men han er også ung med mange udgaver af Tour de France foran sig. Derfor mener vi, at det er klogest, at han trækker sig fra løbet,« siger han.
Egan Bernal vandt Tour de France 2019 foran holdkammeraten Geraint Thomas. Dermed blev han den første colombianske vinder af løbet og den yngste siden 1909.
Team Ineos har vundet Tour de France syv ud af de eneste otte gange, men denne gang har holdet ingen ryttere i top ti.
I øjeblikket har Primoz Roglic fra Jumbo-Visma førertrøjen foran sin slovenske landsmand Tadej Pogacar fra UAE Team. Onsdag bliver der kørt en afgørende bjergetape, når rytterne slutter af på Col de la Loze.