Fortsæt til indhold
Cykling

Dansker får lov til at jagte Tour-triumf - og han har udvalgt nogle etaper, hvor det er realistisk at vinde

Kasper Asgreen kan mærke, at han er steget i hierarkiet på sit hold efter Tour de France-debuten for et år siden.

NICE

Forestil dig den danske mester, iført dannebrogstrikoten, drøne over målstregen som den første rytter på en af årets Tour de France-etaper.

Det gør Kasper Asgreen (Deceuninck-Quick Step) i hvert fald.

»Jeg har kigget lidt på etapeprofilerne, og der er heldigvis nogle stykker, som jeg godt kan få røven med op over. For mig handler det også rigtig meget om, hvordan løbet bliver kørt. Jeg er afhængig af, at der bliver kørt cykelløb langt udefra, og at det bliver hårdt. Så det er desværre ikke kun op til mig,« siger han.

Det er særligt i midten af løbet, at der er flere kuperede etaper, som håbefulde ryttere som Kasper Asgreen kan få lov at jagte deres chance i.

Den 25-årige dansker debuterede i Tour de France for Deceuninck-Quick Step for et år siden, hvor han primært skulle agere hjælperytter for bl.a. Julian Alaphilippe i den gule trøje. Samtidig sled han ofte i fronten af feltet for at køre udbrud hjem, så sprinteren Elia Viviani kunne vinde etaper.

Alligevel nåede han også at blive nummer to på en etape efter at have fået lov til at køre sin egen chance, da Julian Alaphilippe mistede førertrøjen.

»Jeg tror, at min rolle kommer til at blive mere fri end sidste år. Sidste år var jeg udelukkende med for at føre, og der har vi en rigtig stærk mand med i form af Tim Declercq, der skal tage det slæb i år. Min rolle bliver lidt mere fri, og forhåbentlig kan jeg gå efter at ramme nogle udbrud og køre efter en etapesejr,« siger Kasper Asgreen.

Den nye rolle viser også, at danskeren har haft et stærkt år, hvor han bl.a. har vundet Kuurne-Brussels-Kuurne og senest blev dansk mester i landevejscykling.

»Når man leverer nogle resultater, så får man mere ansvar og mere frihed,« siger han.

Én ting er dog det, han og andre danskere kan sidde og forestille sig inden løbet. Noget andet er realiteterne, for »alle de andre har jo også trænet hjemmefra«, siger Kasper Asgreen:

»Det kunne være stort at få en etapesejr med hjem, men det er også kun mit andet Tour de France. Det kan også være, at det bliver næste år eller et andet år. Så jeg håber nok mest bare på at være konkurrencedygtig og sidde med i nogle finaler. Hvis jeg kan lykkes med det, så vil det være et succesfuldt Tour de France for mig«.