Bjarne Riis er klar med et hold til Tour de France-starten i Danmark
På et pressemøde onsdag eftermiddag kunne Bjarne Riis og Virtu Cycling afsløre, at de igen er med på cykelsportens Pro Tour.
»Ørnen er landet,« lød det fra Neil Armstrong, da det første rumfartøj landede på månen for 50 år siden, og nu er den danske ørn, Bjarne Riis, også landet i cykelsportens Pro Tour-cykelfelt igen.
»Det er stor dag for Virtu Cycling. Jeg glæder mig til at trække i arbejdstøjet allerede i morgen på en træningslejr i Spanien,« lød det fra Bjarne Riis, da nyheden om et samarbejde mellem Virtu Cycling og og det sydafrikanske Pro Tour-hold NTT blev afsløret.
På rygteplan har det i omkring et halvt år svirret, at Virtu Group og NTT var ved at arrangere et ægteskab, og på et pressemøde onsdag eftermiddag kom det endelig frem, at Virtu Cycling Group fremover udgør en tredjedel af holdet.
»Hovedmålet har alle årene været at have et stort cykelhold,« sagde Anders Gram, direktør for Virtu Cycling Group, der som den første tog ordet.
Han tilføjede, at det er en stor dag for dansk cykelsport, at Danmark igen har et Pro Tour-hold, og de glæder sig til at dele oplevelsen med danske cykelfans, når bl.a. Tour de France skal have dansk start i 2021.
Allerede i 2016 fortalte Virtu Group, hvor bl.a. Bjarne Riis og Lars Seir Christensen er medejere, at de i 2018 ville have et hold på Pro Touren, men det er først nu, planen endelig realiseres.
»Det har taget længere tid end regnet med, men alt godt kommer til den, der venter. Vi vil gerne være med til at holde dampen oppe i dansk cykling også om 5-10 år,« sagde Lars Seier Christensen.
Holdenes værdier samler
Bjarne Riis har ikke været en del af Pro Touren, siden han i 2015 forlod Tinkoff-holdet, men han forsikrede, at han er klar til opgaven som team manager, der skal varetage det sportslige ansvar og med Riis’ ord have »overblikket i helikopteren.«
Siden 2016 har Bjarne Riis haft kontinentalholdet Team Waoo, der ligger i cykelsportens tredjebedste række.
»Jeg synes ikke, jeg er tilbage, for jeg har fulgt med og været klar hele tiden. Jeg er spændt og topmotiveret,« sagde Bjarne Riis.
Ifølge Bjarne Riis handler timingen omkring samarbejdet ikke om at kunne nå at være med under Tour de France i 2021, men simpelthen fordi NTT og Virtu Cycling deler en masse værdier, så det derfor nu var det rigtige at gøre, og at fordelingen af ejerskab heller ikke var vigtigt.
»Det er en bonus, at Tour de France starter i Danmark, men det er mere end det. Vi vil skabe et af de bedste hold. Det er ikke afgørende, hvor meget vi ejer, men derimod at det er et godt match med de samme visioner.«
Det kom også frem, at holdets licens fortsat skal ligge i Sydafrika, hvilket ifølge Bjarne Riis heller ikke skulle være en væsentlig detalje, da holdet er et internationalt hold med internationalt fokus.
Holdet har allerede de danske ryttere Michael Valgren og Andreas Stokbro på kontrakt. Desuden er Lars Michaelsen ledende sportsdirektør.
Bjarne Riis ser et stort potentiale i holdet, men i første omgang er hans opgave at observere, tale med folk og »få holdet ind under huden.«
»Vi vil skabe verdens bedste cykelhold, men det kræver hårdt arbejde og tålmodighed. Holdet skal samles først,« sagde Bjarne Riis med hentydning til, at NTT, der sidste år hed Dimension Data, havde underpræsteret i de sidste par sæsoner, hvilket ifølge flere eksperter har haft baggrund i den sportslige ledelse.
»Vi vil ikke måles på resultater foreløbigt, men visionen er klar, og der skal stilles krav.«