Fortsæt til indhold
Cykling

Første danske triumf nogensinde: Mads Pedersen vandt VM i cykling

Den 23-årige dansker vandt foran bl.a. den tidligere europamester Matteo Trentin.

På de regnvåde veje i engelske Harrogate veje cyklede en 23-årig dansker rundt og havde et reelt håb om at kunne blive verdensmester.

Mads Pedersen sad ved siden af bl.a. den tidligere europamester Matteo Trentin i den fire mand store frontgruppe, der skulle afgøre VM i linjeløb for mænd 2019.

Han blev ikke bare den første medaljevinder siden 2010, hvor Matti Breschel nappede sølvet. Han gjorde også det, som Bjarne Riis, Rolf Sørensen og alle de andre danske cykellegender ikke har formået - at blive verdensmester i cykling.

Inde på opløbsstrækningen sad tog danskeren fronten med få hundrede meter til mål og distancerede Matteo Trentin, mens Stefan Küng fra Schweiz blev nummer tre.

»Det er ufatteligt,« sagde Mads Pedersen i vinderinterviewet, mens regnen dryppede ned fra håret.

»Det er enhver rytters drøm at kunne trække i den trøje. Og at jeg kan gøre det nu, det er helt ubeskriveligt,« sagde han om udsigten til at kunne køre rundt i den regnbuestribede verdensmestertrøje det næste år.

Allerede inden rytterne begav sig ud på årets VM-rute, var der dramatik. Den internationale cykelunion, UCI, valgte at forkorte den 285 kilometer lange rute - den længste i 43 år - med 24 kilometer på grund af oversvømmede veje efter et heftigt regnvejr.

Det betød samtidig, at to af rutens hårdeste stigninger blev sløjfet, hvilket ifølge bl.a. Jakob Fuglsang smadrede den danske taktik om at lancere et tidligt taktisk udspil. Derfor beredte danskere sig i stedet på at angribe på rundstrækningen omkring Harrogate, der blev udvidet fra syv til ni omgange.

Dramatikken og regnen fortsatte ufortrødent hele løbet igennem. Efter den første omgang på rundstrækningen blev det tidlige udbrud med bl.a. Nairo Quintana, Vuelta-vinderen Primoz Roglic, Maciej Bodnar, Jonas Koch og Magnus Cort hentet, mens forhåndsfavoritten Philippe Gilbert fra Belgien måtte udgå efter et styrt med tårerne trillende ned ad kinderne.

Hans 19-årige landsmand og VM-sølvvinderen fra enkeltstarten, Remco Evenepoel, gestikulerede hidsigt mod tv-kameraet, da han ligeledes udgik, ligesom det senere skete for den forsvarende verdensmester Alejandro Valverde samt danskerne Kasper Asgreen, Casper Pedersen, Michael Mørkøv, Magnus Cort og Christopher Juul-Jensen. Imens fortsatte Jakob Fuglsang, Michael Valgren og Mads Pedersen kampen for en dansk medalje.

Med lidt under 50 kilometer til mål indledte Mads Pedersen sit angreb og skabte et udbrud sammen med bl.a. Stefan og Gianni Moscon.

De holdt forspringet ned til favoritterne, indtil Mathieu van der Poel og den tidligere europamester Matteo Trentin begyndte at røre på sig midt lidt over 30 kilometer til mål og kom op til frontgruppen.

Med lidt over ti kilometer til mål gik Mathieu van der Poel helt kold og efterlod en endnu større mulighed for en håbefuld Mads Pedersen.