To ryttere smidt ud af Tour de France for batalje
De to hold Ineos og Jumbu-Visma mister hver en rytter efter en batalje under dagens etape.
17. etape af årets Tour de France var egentlig en ganske rolig en af slagsen for rytterne i feltet.
Et stort udbrud blev hurtigt sluppet fri og fik et så stort forspring, at det var tydeligt, feltet ikke havde de store målsætninger.
På trods af, at der ikke var meget på spil, endte der alligevel med at blive ballade på ruten, og Den Internationale Cykelunion (UCI) har som konsekvens valgt at smide to ryttere hjem fra Touren.
Det skriver TV 2 Sport.
Det drejer sig om Team Ineos’ Luke Rowe og Jumbo-Wismas Tony Martin.
Med ganske få kilometer tilbage af etapen var de to ryttere begge langt fremme i feltet. Luke Rowe ville dog helt foran og forsøgte derfor at køre højre om Tony Martin foran sig. Martin havde tilsyneladende overset Rowe og slog samtidig ind lige foran ham.
Tyske Martin opfattede dog på det tidspunkt, at Rowe nu var tæt på ham, og da britiske Rowe igen forsøgte at passere tyskeren, drejede Martin denne gang bevidst ud foran ham, så briten var ved at køre af vejen.
TV 2 Sport skriver, at Luke Rowe efter at have genfundet balancen kørte op til Tony Martin og lagde en hånd på hans nakke.
Luke Rowe stiller sig uforstående overfor UCI’s beslutning.
»Vi prøvede begge at gøre et arbejde. Måske gik vi begge lidt over grænsen, men det føles lidt hårdt at blive smidt ud af løbet. Ingen af os fortjener det. Vi kørte de sidste ti kilometer til mål sammen. Vi erkendte begge, at vi havde gjort noget forkert, og vi trykkede hånd. Jeg sagde: ”Lad os lægge det bag os og klø på i morgen.” Der var ikke mere i det,« udtaler han til TV 2 Sport.
Bortvisningen af de to ryttere er et hårdt slag for såvel Team Ineos som Jumbo-Visma dagen inden, løbet skal tage hold på en række hårde bjergetaper i alperne.
For såvel Ineos som Jumbo-Visma kæmper for topplaceringer i løbet, og selvom det ikke er Rowe og Martin selv, der gør sig til i klassementet, så er de hver især stærke hjælperyttere for deres kaptajner.
Tony Martin er tidligere vinder af VM på landevej og Luke Rowe er kendt som en stærk temporytter og en særdeles vigtig hjælper for holdkaptajn Geraint Thomas.