Fuglsang blødte fra ansigtet efter styrt – og endnu et styrt skabte en overraskende vinder
Den danske Astana-kaptajns podiedrømme fik et slemt slag, selvom Jakob Fuglsang undgik et tidstab, da Mike Teunissen vandt årets første Tour de France-etape.
BRUXELLES
Det var lige præcis det, der ikke måtte ske for Jakob Fuglsang.
Blodet piblede ned fra et sår i ansigtet og albuen, da Astana-kaptajnen kæmpede sig tilbage mod feltet efter et styrt under 20 km. fra mål på årets 1. etape i Tour de France.
Fire hjælperyttere var hurtigt nede for at hjælpe den 34-årige dansker, der er blevet regnet blandt favoritterne til den samlede Tour-sejr.
Med et forvredet ansigt rejste han sig op i pedalerne for at indhente feltet, der på et tidspunkt lå næsten et minut foran ham.
Det lykkedes at få kontakt til feltet, hvorefter Jakob Fuglsang blev tilset af Tour de France-lægebilen og fortsatte mod mål, indtil et massestyrt opstod sendte ryttere som Dylan Groenewegen i asfalten.
Dermed var den hollandske Jumbo-Vista-stjerne ude af finalen i Bruxelles gader, hvor holdet dog alligevel fik sejren på grund af Mike Teunissen.
Den 26-årige hollænder turde i første omgang ikke at juble over den overraskende sejr på grund af de få millimeter, der adskilte ham og Bora Hansgrohe-stjernen Peter Sagan og krævede et målfoto for at træffe afgørelsen.
Nu er Mike Teunissen i den gule førertrøje.
Længe var dagens mest sindsoprivende moment ellers den olympiske mesters Greg Van Avermaets overraskende angreb, der gik ud på at hente nok point på stigningen Mur de Grammont på hjemmebanen i Belgien til at iføre sig den prikkede bjergtrøje efter etapen.
Herefter lod han sig falde tilbage fra udbruddet, der også talte den danske Katusha-rytter Mads Würtz Schmidt, der blev hentet med 70 km. til mål, da feltet tonsede hen over dagens indlagte brostensstykke.
Ingen ryttere blev dog ramt af alvorlige styrt, indtil flere ryttere lå på asfalten, heriblandt Jakob Fuglsang. Det er endnu uvist, hvor alvorligt danskeren har slået sig.
Da etapen var slut, gik han ind i en ventende ambulance og skal nu gennemgå en nærmere undersøgelse, oplyser Astana.