Peter Sagan har taget hvil inden Vueltaen: »Jeg er helt sikkert ikke i god form«
Peter Sagan har været stærkt kørende hen over sommeren. Men til det forestående Vuelta a Espana er det en helt anden Peter Sagan, der stiller til start.
Ved dette års Tour de France viste Peter Sagan storform og vandt således både tre etapesejre og kunne trække den grønne pointtrøje over hovedet, da feltet nåede Paris.
Men det er nu en saga blot, hvis man spørger hovedpersonen selv.
28-årige Peter Sagan, der ellers plejer at være Bora-Hansgrohes-holdets helt store stjerne, har taget sig et velfortjent hvil efter sommerens cykelløb og stiller derfor ikke til start ved Vuelta a Espana som den bedste udgave af sig selv.
»Jeg er glad for at være her, og jeg er glad for at skulle køre Vueltaen igen efter to års fravær. Jeg håber, at jeg kan levere nogle resultater og komme i god form. Det er derfor, at jeg er her. Jeg er kommet her for at få god træning, da jeg helt sikkert ikke er i form,« siger Peter Sagan til TV 2.
Peter Sagan fortalte videre, han ikke har særligt mange forventninger til dette års Vuelta a Espana og derfor tager en dag ad gangen.
Men om det spanske cykelløb skal bruges som opvarmning til VM, der om en måneds tid kaster rytterne ud på en særdeles kuperet rute, vil han dog ikke ud med.
Peter Sagan har kørt Vuelta a Espana tre gange tidligere og hentet fire etapesejre hjem.
Men den manglende form til dette års udgave betyder, Bora-Hansgrohes i stedet kommer til at satse på den mere uprøvede Emanuel Buchmann i klassementet.
Vuelta a Espana begynder lørdag med første start i Malaga.