Guldvinder var igen suveræn
Under et døgn efter sin guldmedalje onsdag aften skulle Rikke Møller Pedersen igen i aktion til EM i Berlin.
BERLIN
Ved torsdagens indledende kvalifikation i 200 meter bryst ved EM i Berlin skulle Rikke Møller Pedersen i aktion igen – under 15 timer efter at hun onsdag aften sikrede Danmark det første EM-guld i 100 meter bryst.
Det kunne dog ikke ses på danskerens svømmetur, som hun tilbagelagde på 2.27,42 min. Det blev til den bedste tid i hendes heat og dermed er danskeren sikkert videre til semifinalen.
Samlet fik danskeren den sjettebedste tid i den indledende kvalifikation. Efter løbet var danskeren fint tilfreds med den præstation.
”Jeg laver jo nærmest ikke noget på de første 150 meter. Det var så rart at have den følelse af, at man bare kan gøre, hvad man har lyst til,” siger hun.
Telefon blackoutet
Rikke Møller Pedersen fortalte, at hun føler sig mere sikker i 200 meter bryst og kan mærke, at hun har trænet mere op til distancen end til 100 meter bryst, som gav guldmedaljen onsdag aften.
Netop den guldmedalje har fyldt meget, siden hun sidst var i bassinet i Velodromen i Berlin.
”Min telefon er jo nærmest blackoutet. Det blev en lidt sen aften selvfølgelig. Jeg havde en god værelseskammerat, Pernille Blume, som jeg spiste noget mad med. Og så kunne vi ellers krybe under dynen, jeg skulle jo tidligt op til det her løb,” sagde hun.
Gemmer kræfter til finalen
Danskeren er klar til at give den mere gas i semifinalen og den eventuelle finale fredag aften. Da hun blev spurgt, om hun gemmer kræfter til at svømme rigtig stærkt i finalen, smilede hun stort.
”Det kunne da være dejligt, kunne det ikke?” sagde hun.
Det er på netop 200 meter bryst, at danskeren er i besiddelse af verdensrekorden, som hun ved VM sidste år satte med tiden 2.19,11 minutter.
Næste chance for at forbedre den får hun torsdag aften kl. 19.14, når der er semifinale.