Ishockey-mestrene vælger Aalborg i semifinalen
Sønderjyske pegede fredag aften på Aalborg, da der skulle vælges semifinalemodstander.
Grundspilsvinderne Sønderjyske valgte sent fredag aften Aalborg som kommende modstander i DM-semifinalen i ishockey.
Den anden semifinale kommer dermed til at stå imellem Herning og Frederikshavn.
Sønderjyskes cheftræner, Dan Ceman, afslørede efter den sidste kvartfinalekamp mellem Aalborg og Rødovre over for TV3 Sport, at valget var faldet på Aalborg, der blev nummer tre i grundspillet.
- Det har været en svær beslutning, men vi føler, at Aalborg står lidt bedre til os end Frederikshavn, siger Dan Ceman.
Mestrene fra Sønderjyske spillede sig i semifinalen ved at besejre lokalrivalerne fra Esbjerg med 4-1 i kvartfinaleserien.
Frederikshavn vandt også samlet 4-1 i sin kvartfinaleserie mod Odense, mens Herning gjorde rent bord med 4-0 mod Herlev.
Den mest spændende kvartfinale stod mellem Aalborg og Rødovre. Her sikrede nordjyderne sig fredag aften den samlede sejr i syvende og afgørende kamp med en 2-0-gevinst på hjemme.
Den første semifinale spilles tirsdag. Der spilles bedst af syv.
/ritzau/