Golf: Kjeldsen holdt liv i sejrschancerne
Den danske golfspiller Søren Kjeldsen står søndag med en pæn chance for at stryge helt til tops i European Tour-turneringen KLM Open i Holland.
Lørdag holdt nordjyden sine sejrschance relativt intakt på turneringens tredje runde, hvor Kjeldsen rundede de 18 huller på Kennemer-anlægget i 69 slag. En samlet score i otte slag under par rækker nemlig til en delt femteplads, men det burde og skulle have været endnu bedre.
For Søren Kjeldsen havde en af de dage, hvor hulkanterne var danskeren imod flere gange. Og da irske Damian McGrane samtidig kom rundt i 64 slag, har han fået et lille hul på tre slag ned til sine nærmeste forfølgere og fire slag til Søren Kjeldsen.
Anders Hansen synes til gengæld at have spillet sig ud af kampen om titlen. Efter en lørdagsrunde i banens par snublede han ned på en delt 17.-plads - syv efter McGrane.
/ritzau/