Taktisk sejr på den store spilleplade

Det begyndte med en tilfældighed, men endte som en taktisk genialitet fra CSC, da Fränk Schleck vandt på Alpe d'Huez, mens Carlos Sastre hoppede længere frem i den samlede stilling. Landis er ny mand i gult. En konservativ mand.

Alpe d'Huez

For nogle kan der ganske givet gå lige rigeligt meget aficionados i den, når der bliver diskuteret taktik og cykelsport.

For hvor kompliceret er det lige, at det er? Det handler om at skræve over sadlen og komme først frem til målstregen, og det gør den bedste vel.

Tja, for det meste. Men det ændrer ikke ved, at der på det seneste har været travlt i aficionados-klubben. For årets Tour de France har skullet bruge det meste af et par uger på at komme i gang.

Nogle gange har det været så kedeligt, at der ikke var meget andet at give sig til end at gå i gang med at spekulere i, hvordan de forskellige sportsdirektører ville blande de taktiske kort.

I går på Alpe d'Huez blev en af disse kortblandere, en solbrændt mand med høj pande, blå øjne og smilerynker overalt, modtaget med klapsalver uden for Hotel Le Pic Blanc. Bjarne Riis var dagens taktiske vinder på den store spilleplade i Alperne, da Fränk Schleck kørte alene i mål på cykelsportens vigtigste bjerg. Og mon ikke det i aftes blev til en helt ok fest for de flere hundrede klappende gæster fra sponsoren CSC, der holdt sommerdag på Alpeknolden?

Verdensklasse

»Taktisk var det en holdindsats i verdensklasse,« konstaterede Riis nede foran hotellet.

Men faktisk også en halv tilfældighed, afslørede en anden af holdets sportsdirektører, Kim Andersen, lidt derfra. For det havde egentlig ikke været planen, at CSC skulle spille så offensivt ud, som det blev tilfældet. Men da hele 25 mand røg af sted efter knap 30 kilometer, fik CSC både Jens Voigt, David Zabriskie og den senere vinder Schleck med. Hov, så sad de der lige pludselig med tre mand.

»Og det var helt vildt, så godt det kom til at se ud,« sagde Kim Andersen.

Et døgn forinden havde meldingen været noget mere afventende fra Riis' side. Man ville tillade sig at se tiden lidt an, at lade de andre tage de første træk, var budskabet på holdets hviledag.

Det var også her, at Fränk Schleck stod og fortalte, at hans seneste cykeltur på Alpe d'Huez var som turist. Og det var helt blottet for store fagter og aggressionsvarsler, at han her 24 timer før mødet med bjerget forholdt sig til sin egen chance for at vinde på Alpe d'Huez.

»Det er min første Tour, og derfor gør jeg mig mine første erfaringer. Det er muligt, alt er muligt, ellers var jeg her ikke, så hvorfor ikke? Men jeg tror, at jeg har behov for en to-tre års erfaring i Touren først, og jeg ved ikke, om jeg er stærk nok, og taktisk er jeg måske også lidt bagefter.«

Vel var han ej, men sådan er han, sagde Bjarne Riis:

»Han tror ikke på sig selv, fjolset. Nogle gange skal han presses lidt. Han er et kæmpe talent, en af fremtidens store ryttere.«

Kim Andersen, der er den af sportsdirektørerne, der har arbejdet tættest sammen med Schleck, var faktisk ikke så overrasket over hans sejr.

»Jeg havde talt med ham om, at jeg troede, at han ville have en god chance på Alpe d'Huez. Asfalten er god, og stigningen passer perfekt til ham.«

Fri bane til Schleck

Da CSC først havde fået sine tre folk ud i det store angreb, blev situationen brugt offensivt. Jens Voigt og David Zabriskie tog deres store del af føringerne, mens Schleck blev sparet til en eventuel finale, og da Riis fornemmede, at holdets kaptajn Carlos Sastre var i en fornuftig position bagved, tøvede han ikke med at sige til Schleck, at han skulle give det alt for etapesejren.

Og da den 26-årige rytter med et par kilometer igen for første gang rejste sig i pedalerne, satte han Damiano Cunego (Lampre), som han længe havde kørt parløb med.

»Normalt er jeg en rytter, der tøver i de situationer, men jeg vidste, at jeg ikke kunne slå Cunego i en spurt, og når man så tæt på noget så stort, kan man lige så godt prøve,« sagde Schleck, der sidste år blev luxembourgsk mester, men som i år har fået det helt store gennembrud med sejre i Amstel Gold Race og nu på Alpe d'Huez.

»Alle siger til mig, at jeg skal tro noget mere på mig selv. I dag fik jeg vist, at der nok er noget om snakken.«

Alligevel havde han ikke travlt med at stå og udråbe sig selv som en kommende Tour de France-vinder:

»Jeg ved ikke, om jeg en dag kan vinde Touren, og sådan vil mit svar nok lyde, indtil jeg vinder den.«

Udbytte til Sastre

Bag hans og Cunegos indbyrdes kamp om etapesejren fik Carlos Sastre også glæde af CSC's offensiv, da Jens Voigt lå klar til at levere en kilometer lang føring for ham, som var med til at holde ham helt inde i det store opgør mellem løbets favoritter, som fandt sted.

Nu er Alpe d'Huez et bjerg, der i sig selv gør hvad som helst lidt særligt. Det skyldes blandt andet de plader i samtlige hårnålesving, der minder tilskuere og ryttere om tidens vindere på bjerget. Det er navne som Coppi, Pantani, Armstrong. Og der er så meget historie mejslet ned i den asfalt, at den nærmest af sig selv fremkalder billederne af Guerini, der blev væltet af en tilskuer, af Lemonds bitre opgør med Hinault, af Lance Armstrongs overhaling af Ivan Basso på enkeltstarten i 2004.

Tirsdag var det ikke kun bjerget, der klædte løbet. Rytterne klædte også bjerget.

Rabobank blæste gennem dalen frem mod foden af Alpe d'Huez, og giganttempoet fældede straks resterne af hovedfeltet, der blev forvandlet til små klumper af mere eller mindre lidende mænd.

To af dem, der så ud til at lide mindst, var Andreas Klöden (T-Mobile) og Floyd Landis (Phonak), der begge fik taget tid til de værste konkurrenter i den samlede stilling.

Landis atter i gult

Floyd Landis overtog igen den gule førertrøje, og han er indtil videre den eneste rytter, der har været konstant i de bjerge, der har været. Derfor er han også manden, der skal slås de kommende to dage.

På Alpe d'Huez lavede han en overgang et lille hul til Andreas Klöden, men det var ikke et reelt angreb, det handlede alene om at komme op til holdkammeraten Axel Merckx, der hang som en af stumperne på bjerget fra det store udbrud, forklarede han.

»Jeg havde det godt i dag, men jeg følte ikke, at det var nødvendigt at vinde tid i forhold til mine rivaler.«

Og så sagde han ellers noget, som sportens taktik-aficionados kunne tage med og diskutere over rødvinen på Alpe d'Huez.

»Cykling er et taktisk spil, og jeg vil spare mit hold så meget som muligt, derfor vil jeg også gøre alt, hvad jeg kan for at køre konservativt herfra. Jeg vil forholde mig afventende de næste to dage. Jeg føler ikke noget behov for at vinde en etape.«

benjamin.munk@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.