Nicklas Bendtner får debut mod Polen
Nicklas Bendtner fik debut på det danske U/21-landshold kort før sommerens EM-slutrunde i Portugal. I sidste uge blev Arsenal-angriberen, der nu er lejet ud til Birmingham, udtaget til seniorlandsholdet. På onsdag får han debut mod Polen.
Så stærkt kan det gå, hvis man er god nok.
- Jeg tør næsten godt love, at Nicklas Bendtner får spilletid mod Polen, men hvor meget, det kan jeg ikke sige noget om. Og det er heller ikke afgjort, om han starter inde, sagde Morten Olsen.
Landstræneren har da heller ikke så mange angribere at tage af. Morten Skoubo og Søren Larsen har meldt afbud, og Jon Dahl Tomasson er tvivlsom med en lyskeskade. Derfor har Olsen udtaget Mads Junker som gardering, men Bendtner ligner det naturlige førstevalg i front, hvis Tomasson ikke bliver klar.
/ritzau/