En sejr med uendelig stor betydning
VM-ishockey: Det var en flok lettede og ekstremt glade danske ishockeyspillere, der efter sejren over Letland åbnede op for nogle af de tanker, der har jaget dem i forlængelse af de dårlige VM-resultater.
Pyha. Danmark slog i går Letland 2-0, og det danske ishockeylandshold er dermed sikret en plads til A-VM næste år, såfremt Italien ikke formåede at slå Rusland. En kamp, der ikke var spillet færdig ved redaktionens slutning.
Med gårsdagens sejr kan Per Bäckmans tropper endvidere sikre sig den samlede femteplads i gruppen, hvis Danmark i dag slår Norge i den ordinære spilletid samtidig med, at Letland som maksimum får et point mod Sverige, mens Tyskland skal tabe til Tjekkiet i den ordinære spilletid.
Alt det lagt sammen gjorde, at det var et dansk landshold, som efter kampen havde det helt store smil fremme på læberne for første gang under dette A-VM. En af landsholdets største profiler, Frans Nielsen, lignede i minutterne efter kampen eksempelvis en, der aldrig havde været gladere.
»Det er en kæmpe forløsning. Det har ikke været spor sjovt at gå rundt i de seneste par dage, hvor vi har vidst, at vi var nødsaget til at vinde mod så gode hold. Vi har virkelig haft kniven for struben, og jeg håber aldrig, at vi kommer til at opleve det igen,« siger Frans Nielsen.
Også Bjarke Møller, som har været en af Danmarks helt store positive overraskelser til VM, var ovenud begejstret for den første danske sejr.
»Sejren betyder uendeligt meget. Vi havde sat os selv i en svær position og får den så løst mod Letland. Vi er sindssygt glade, og det er bare en stor lettelse,« siger han.
Stresset over placeringen
Danmark havde siden det skuffende nederlag til oprykkerne fra Italien ligget placeret på en sidsteplads i Gruppe B.
En placering, som havde sendt Danmark direkte ned i 1. division, og som i værste fald kunne medføre, at Team Danmark-støtten til Danmarks Ishockey Union ville blive mindsket markant.
»Tankerne omkring nedrykningen har selvfølgelig været i ens hoved, og jeg har ikke følt, at jeg har været i stand til at slappe af mellem kampene, fordi man hele tiden har været stresset over placeringen. Det har bestemt ikke været sjovt, og forhåbentligt kan vi slappe af i aften, hvis italienerne ikke går hen og laver et eller andet åndssvagt,« siger Frans Nielsen.
Den store glæde fra spillerne blev allerede grundlagt i minutterne før kampstart, hvor der fandt et opgør sted. Ikke på isen, men på tilskuerlægterne, hvor et rekordstort antal danske tilskuere for en gangs skyld havde fundet sammen i en stor gruppe og udgjorde et højtråbende »Danmark«-skrålene kor, der på mange måder slog det, letterne præsterede med deres trommer og klappen.
Derfor havde Danmark på sin vis allerede sikret sig overtaget, før den vigtige kamp blev sat i gang mandag eftermiddag.
Spørgsmålet var så, om de danske spillere kunne udnyttte overtaget fra det tændte rød-hvide publikum til at få overtaget på isen mod Letland, der efter en god start på turneringen var begyndt at vise svaghedstegn i holdets to seneste kampe mod Norge og Tjekkiet.
Et stort potentiale
I kampens begyndelse viste Danmark med smarte kombinationer igen, hvor stort et potentiale holdet har.
il at opfylde det mangler landstræner Per Bäckman bare en målmager, der i fremtiden kunne gemme sig i Hernings Thomas Spelling, som blev fundet for urutineret til den aktuelle VM-trup.
Men truppen råder til gengæld over en erfaren anfører i form af Morten Green, som har det med at score nogle afgørende mål for Danmark.
Det besluttede han sig heldigvis for i anden periode, da han på et kontraangreb - umiddelbart efter en kæmpe lettisk chance - satte Danmark på kurs mod næste års A-VM med en flot scoring til 1-0.
Minuttet efter ledte Morten Madsens kæmpe afbrænder tankerne hen mod lørdagens 1-2 nederlag til Tyskland, hvor Danmark også var foran 1-0 og efterfølgende missede et hav af chancer. Det scenario gentog sig ikke, og det takket være selvsamme Morten Madsen, som i slutningen af anden periode scorede og gav Danmark sin første tomålsføring ved dette års A-VM.
Fremtiden på spil
Tomålsføringen tildelte også Danmark holdets første sejr i turneringen, og de tre point kan gå hen og få afgørende betydning for det danske landsholds fremtid.
Lykkes det således Danmark at overhale Letland i den samlede stilling, vil de danske spillere få hjemmebanefordel i februar 2013, hvor der afholdes OL-kvalifikation. Det vil dog kræve en sejr over Norge i dag, men hvis man spørger landstræner Per Bäckman, er det ikke en kamp, der betyder det helt store for holdet.
»Kampen mod Norge er uinteressant. Vi kan ikke tænke frem mod OL-kvalifikationen nu,« siger Bäckman, som til gengæld er lykkelig over, at holdet sandsynligvis er at finde til A-VM næste år.
»Det her hold kan noget, og det er utroligt vigtigt for landsholdet samt dansk ishockey at blive i A-gruppen for at kunne udvikle sig yderligere. Det var en ekstremt vigtig sejr over Letland, og jeg blev mindst 15 år ældre,« siger han.