AaB: Drop misundelsen

FCK skylder dansk fodbold at trække i førertrøjen. Den norske landstræner ser Champions League-kvalifikationen som en blåstempling af fodbolden i Norden.

Fodbold: FC København skylder dansk fodbold at trække i førertrøjen og investere i at være trækdyr, mener Lynge Jacobsen, sportsdirektør i AaB.

Han ser FC Københavns kvalifikation til Champions League som et kæmpe plus og er på ingen måde misundelig over den økonomiske gevinst, de danske mestre kan se frem til.

»Glem alt om at være misundelig. Jeg hører til dem, der glæder sig på deres vegne. Der er ingen grund til at være bekymret over, at FCK nu rykker endnu et skridt foran os andre. Så må vi følge efter. Jeg nærer ingen forhåbninger om, at AaB skal indhente FCK på et år eller to, og når det sker, så har FCK nok flyttet sig endnu mere, men udviklingen er kun med til at hæve niveauet hele vejen rundt. Ellers ender det bare i middelmådighed, og det kan ingen være tjent med,« siger Lynge Jacobsen.

En blåstempling

Den nordjyske sportsdirektør ser kvalifikationen som en blåstempling af dansk fodbold og superligaen især, selv om der er blevet sat spørgsmålstegn ved, om et hold fra den hjemlige liga nogensinde ville være i stand til at nå i Champions League.

Lynge Jacobsen er ikke i tvivl om, at FCK også kan gøre en god figur mod Manchester United, Celtic og Benfica.

»FCK flopper ikke. Havde klubben ikke solgt angriberen Alvaro Santos, ville holdet have været mindst lige så stærkt som det det danske landshold. Måske endda stærkere, men uden Santos er det nok lige under,« siger Lynge Jacobsen.

Stærk økonomi

Jesper Jørgensen, revisor og fodboldøkonom fra Deloitte, mener ikke, at FCKs udsigt til en indtjene på 50-60 mio. kr. alene på at være kommet med i det fine selskab vil ændre styrkeforholdet væsentligt i toppen af dansk fodbold.

»Klubben har i forvejen en egenkapital på en halv milliard, så vi taler måske om en styrkelse på 10-15 pct., men klubben har en utrolig stærk økonomi i forvejen. Den har allerede taget et afgørende ryk fra de andre. Det er det, den cementerer,« siger Jesper Jørgensen, der vurderer, at FCK kan tjene yderligere 30-40 mio. kr. i form af bl.a. entreindtægter i Parken.

Gevinst for byen

Den styrkede økonomi gør FCK stærkere på transfermarkedet og i stand til at handle lidt hurtigere, når der skal købes ind.

»Men det vil være naivt at tro, at klubben vil betale meget mere for spillerne i forhold til i dag. Nu behøver klubben bare ikke at tænke sig om en ekstra gang,« siger Jesper Jørgensen.

Foruden FCK kan København som by også se frem til en økonomisk gevinst, vurderer kulturborgmester Martin Geertsen (V).

»Ikke mindst ligger der gode penge og venter for detail- og hotelbranchen. Det viser erfaringen fra UEFA Cup-finalen i 2000 mellem Arsenal og Galatasaray i Parken. Idrætsfonden Danmark skønner, at kampen i 2000 medførte en øget omsætning i byen på ca. 75 mio. kr., så udover en gevinst for FCK, kan der også ligge gode penge for byen i form af de forhåbentlig mange tilrejsende fans,« siger Martin Geertsen.

Den norske landstræner, Åge Hareide, der tidligere har trænet Brøndby og norske Rosenborg, siger, at FCK har sikret fodbolden i Norden en stor PR-værdi. Samtidig bliver klubben mere attraktiv for spillere, der gerne vil være med på højeste europæiske niveau.

»Det er en blåstempling af fodboldens kvalitet. Det er også med til at hæve niveauet i FCK. Holdet får erfaring mod nogle af de bedste klubber i Europa, og det foregår i et højere tempo. Den erfaring kan holdet tage med over i superligaen. Det er det, Rosenborg har draget stor nytte af i en årrække og forklaringen på, at klubben i en årrække var markant bedre end alle andre,« siger Åge Hareide.

Han glæder sig til at heppe på dansk fodbold.

»Det bliver jo ikke dårligere af, at FCK har en norsk træner og flere norske spillere,« siger Åge Hareide med et smil.

jan.jensen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.