VM-bølge giver danske forsinkelser

Usædvanligt mange klubber har stadig ikke truppen på plads, og i både OB og Viborg har kvalerne ført til sammenstød om den sportslige linje.

22 år. Tæt på 100 ungdomslandskampe.

Udråbt til et af norsk fodbolds største talenter.

Esbjerg fB ser ud til at have gjort et rigtigt kup med købet af Kristian Onstad, der debuterede for Lyn som 17-årig og siden flere gange har oplevet interesse fra blandt andre engelske klubber.

»Vi har fulgt ham længe, men havde egentlig opgivet håbet, da Lyn ikke virkede rigtigt interesserede i at handle. Pludselig kom der gang i sagerne igen, og vi er utroligt glade for at have fået ham på en fireårig kontrakt,« understreger Niels Erik Søndergaard, sportsdirektør i EfB.

En rigtig spændende tilgang, der efter en smule tilvænning kan blive et spændende bekendtskab i superligaen.

Set udefra synes eneste minus reelt at være hans position. Som midterforsvarer løser Kristian Onstad nemlig ikke umiddelbart vestjydernes største problem, da hans primære bidrag må blive at forhindre mål og ikke score dem.

Troels Bech spejder ellers efter en effektiv bomber, der kan hoppe ned i Fredrik Berglunds støvler og sikre en konstant strøm af pointgivende afslutninger, og i stil med et usædvanligt højt antal kolleger kan Esbjerg-træneren derfor ikke glemme alt om transfervinduer, prøvetræninger og agentopkald, da truppens endelige sammensætning ikke er på plads trods sæsonens begyndelse i forrige uge.

De store først

»Forløbet er lidt specielt, fordi der har været VM. Det er altid sådan, at de største handler skal gå i gang først, før de mindre bliver relevante at tage fat på, men ingen af sportsdirektørerne bør få sved på panden, for der er lang tid at agere i endnu,« påpeger Niels-Christian Holmstrøm, fodboldkonsulent med mange års erfaring fra FC København.

En udlægning, der nikkes genkendende til i EfB.

»Min følelse har også været, at VM har fyldt så meget, at mange ting har stået stille. Bagefter har vi så kunnet mærke, at de store handler skal på plads og følgerne forplante sig, inden vi kan få vores på plads,« bemærker Niels Erik Søndergaard.

»Stort set alle klubber har meldt ud, at vi går efter forstærkninger, og det gør jo heller ikke det hele lettere, for så mange angribere er der heller ikke at vælge imellem. Spillere, der laver mål, er en eftertragtet vare, som vi alle ved, hvem er, og derfor risikerer man at bruge mange dage på forhandlinger uden at stå tilbage med et resultat.«

Morten Nordstrand og Rajko Lekic er to af de spillere, som EfB efter sigende har forsøgt at lokke til vestkysten.

Førstnævnte var på det tidspunkt bange for at stå i skyggen af Fredrik Berglund og valgte FC Nordsjælland, hvorefter Esbjerg en uge senere solgte svenskeren til FC København.

Sidstnævnte vil gerne væk fra den spanske 2. division, men synes mere end tæt på et skifte til OB, der dermed får afmonteret en potentiel bombe i den interne idyl.

Træner Bruce Rioch har været alt andet end imponeret over den fynske ledelses beslutning om at sige farvel til hele fem angribere og har offentligt erklæret, at kun hensynet til og respekten for de øvrige medlemmer i truppen fik ham til at blive.

En usædvanlig udmelding, der fik følgeskab efter weekendens superligarunde.

I et uset udslag af fortvivlelse og raseri langede Viborg-træner Ove Christensen ud efter direktionen, der efter hans mening havde ødelagt sommerens forberedelser ved slet ikke at udstikke en linje for arbejdet og efterlade ham med en trup stort set uden bredde.

Ansvaret for køb og salg er overflyttet til sportschef Flemming Nielsen, der har måttet se sin strategi med at hive ukendte navne fra blandt andet Guatamala og Jamaica slå fejl. Efter at have måttet fylde sin bænk med stort set uprøvede navne skummede Ove Christensen søndag over på TV3, hvor han talte om "ragnarok" og erklærede sin sikre afgang ved kontraktudløb næste sommer.

Mandag måtte han dog passe sit arbejde og byde velkommen til endnu en lykkeridder, da polske Marcin Tarnowski skulle forsøge at overbevise om sine offensive kvaliteter.

thomas.kristensen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.