Uro omkring Kesslers VM-kamp
boksning Den danske verdensklassebokser Mikkel Kesslers dobbelte VM-kamp mod tyske Markus Beyer møder uventet modstand. En tysk tv-stations planer om at sende drømmekampen gratis underminerer Team Palles mulighed for at finansiere den via betalings-tv. Og uden betalings-tv som supplement til entréindtægterne bliver det sværere at løfte udgifterne, hvoraf WBC-verdensmester Markus Beyers løn i sig selv menes at beløbe sig til omkring 10 millioner kroner. »Det er rigtigt, at vi har haft en snak med Team Palle om mulighederne for at vise stævnet som pay-per-view på Selector Cinema, men idéen er ikke videre god, da vi ved, at den tyske tv-station ARD, som flertallet af vores kunder har adgang til i grundpakken, har planer om at vise kampen gratis,« siger Lars Techen Nielsen, produktchef ved TDC Kabel-TV. /ritzau/
Galatasaray frister Linderoth
fodbold Tobias Linderoth meldes ifølge to aviser meget tæt på et skifte fra FC København til Galatasaray i Tyrkiet. I svenske Expressen står de danske mestres anfører citeret for, at han gerne vil til Galatasaray. »Ja, det er klart. Det er en interessant klub,« siger han. Planen er, at Linderoth skal afløse Alioum Saidou på den defensive midtbane. Oprindeligt lød FC Københavns pris på 40 millioner danske kroner, men den er nu sænket til 26 millioner, skriver den tyrkiske sportsavis Fotomac. Den mener at vide, at Linderoth og Galatasaray allerede er enige om betingelserne for et skifte, så kun klubbernes forhandlinger står tilbage. Selv om Linderoth har kontrakt med FC København for yderligere to år, vil Galatasaray ifølge Fotomac kun give 15 millioner for ham. /ritzau/
Udsolgt til Sands sidste kamp
fodbold Der er fuldstændig udsolgt, når Ebbe Sand søndag spiller sin afskedskamp for Schalke 04 på Veltins Arena i Gelsenkirchen. Det aktuelle bundesligahold formentlig med nyindkøbte Peter Løvenkrands møder et udvalgt Schalke-hold, hvor Ebbe Sand bliver holdkammerat med blandt andre Andreas Möller, Jörg Böhme, Radek Latal og Johan de Kock. /ritzau/
Mourinho ønsker stilskifte
fodbold Chelseas manager, José Mourinho, ønsker et stilskifte i klubben, fordi der købes for mange gode spillere. I fremtiden skal truppen trimmes, så han ikke risikerer at miste spillere som Tiago og formentlig også Damien Duff, fordi det er svært at få nok spilletid i Chelsea. »Folk ser fodboldspillere som folk, der fokuserer på penge. Det passer ikke, det er mere vigtigt for dem at spille fodbold. Måden at tackle det på er at have en mindre trup, hvor alle føler, de kommer til at spille,« siger José Mourinho./ritzau/
Kenya satser på fransk målmand
fodbold Kenya satser på den forhenværende franske målmand Bernard Lama som landstræner frem mod VM-slutrunden i Sydafrika i 2010. 43-årige Bernard Lama tiltræder som landstræner for Kenya i august. /ritzau/
McCarthy til Wolverhampton
fodbold Mick McCarthy med en fortid som irsk landstræner skal fremover være manager for den engelske 1. divisionsklub Wolverhampton. 47-årige Mick McCarthy blev alvor kendt, da et skænderi kort før VM i Japan og Sydkorea fik Roy Keane til at forlade truppen i utide. Nu har McCarthy skrevet under på en etårig kontrakt som efterfølger for Glenn Hoddle. /ritzau/