Golf: Anders Hansen klar til finalerunderne

Anders Hansen klarede lige akkurat cuttet i anden runde af Mayakoba Golf Classic, og han har nu kvalificeret sig videre til finalerunderne i Mexico, selv om han gik et enkelt slag over banens par.

- Pyha, anden runde i Mexico var lidt af en gyser, og jeg troede ikke, jeg kunne blive så glad for at klare et cut, sagde Anders Hansen, som i de seneste tre turneringer ikke har klaret at komme videre til finalerunderne.

Natten til lørdag lykkedes det for danskeren. Men det var først på det tredjesidste hul, at danskeren fik lavet den birdie, der løftede ham op over cutgrænsen. For Anders Hansen havde ikke en af sine bedste golfdage, og han måtte da også notere tre bogeys på sit scorecard. Til gengæld fik han også to birdies, hvilket gav en samlet runde på 71 slag.

I fraværet af de største golfstjerner, der i øjeblikket spiller VM i hulspil i WGC Accenture Match Play, så føres den mexicanske turnering af en amerikansk trio bestående af Cameron Beckman, Boo Weekley samt Fred Funk. De har alle brugt ti slag færre end Anders Hansen, der ligger på en delt 68.-plads.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen