Cykling: Fränk Schleck skrev sig ind i historien

Team CSC vandt tirsdag holdets anden sejr i årets Tour de France, da Fränk Schleck sensationelt krydsede målstregen på legendariske Alpe d'Huez som første mand.

Tirsdag fik Bjarne Riis formentlig svaret på, om han har en fremtidig Tour de France-vinder på holdet, som ikke hedder Ivan Basso. Det har han.

Den måde, som debutanten Fränk Schleck åd de med god grund frygtede 14 kilometer op ad legendariske Alpe d'Huez, lover i hvert fald uhyre godt for fremtiden for både den 26-årige luxembourger og for det danske hold.

Efter ganske få af de 187 kilometer fra Gap til Alpe d'Huez kørte et stort udbrud væk. CSC havde David Zabriskie og Jens Voigt med, og kaptajn Carlos Sastre gav sin højre hånd, Fränk Schleck, lov til at køre med.

Og Schleck så sig ikke tilbage, før han ganske få meter før målstregen på toppen af Tourens mest legendarisk bjerg drejede hovedet for at sikre sig, at den nærmeste forfølger Damiano Cunego var rystet af.

Herefter rejste CSC-rytteren sig op i sadlen, lynede sin trøje og strakte armene i vejret til en historisk triumf.

- Det er ufatteligt. Jeg har brug for et par dage for at forstå, hvad det er, jeg har udrettet, sagde en målløs og jublende glad Fränk Schleck efter etapen.

Holdt favoritterne bag sig

Udbruddet kom så godt som samlet til bunden af Alpe d'Huez. Både Zabriskie og Voigt sad med så langt, men gruppen blev reduceret nærmest meter for meter, da opstigningen gik i gang. 21 hårnålesving fordelt på 14 kilometer og overvåget af op mod en halv million cykelfans.

Favoritterne med Floyd Landis i spidsen nærmede sig hurtigt bagfra, men Schleck fandt ind i et samarbejde med Cunego. T-Mobiles Eddy Mazzoleni kom op, men måtte slippe igen med fire kilometer igen, hvor forspringet til favoritterne var nede på halvandet minut.

Schleck og Cunego fortsatte, og to kilometer før målstregen gik Schleck solo og åd de sidste par kilometer så let, som var han på Ejer Bavnehøj.

- Normalt er jeg en rytter, der tøver i de situationer, men jeg vidste, at jeg ikke kunne slå Cunego i en spurt. Og når man er så tæt på noget så stort, kan man lige så godt prøve, sagde Fränk Schleck, der på vejen op blev mødt af alverdens nationaliteter.

Feststemning på opstigningen

Hele vejen op vejrede danske flag i vejsiden, mens hollænderne spillede technomusik, og tyskerne holdt ølfest. Det vrimlede med danskere i og uden CSC-trøjer, og en dansk campingvogn klædt i rødt og hvidt tilbød sågar epo til 10 euro.

Schleck havde ikke brug for ekstra kræfter. Han havde flest af alle på en dag, han som alle de andre dage i bjergene havde dedikeret til Carlos Sastre.

- Det her var slet ikke planen. Jeg havde regnet med, at jeg skulle sidde sammen med Carlos hele dagen og hjælpe ham, hvis det blev nødvendigt. Men jeg fik lov til at køre, og vi fik et pænt hul. David Zabriskie og Jens Voigt arbejdede som gale for mig, det var fantastisk. De andre i udbruddet sagde, at jeg var for langt fremme i klassementet og skulle lade mig falde tilbage, men jeg var mere end 10 minutter efter før etapen og sagde nej, forklarede Fränk Schleck.

På hviledagen mandag sagde Christian Vandevelde, at Fränk Schleck ville udrette noget stort i Alperne. Vandevelde fik ret. Han sagde også, at Fränk Schleck slet ikke var klar over, hvor stort et potentiale han har, men at det var ved at sive ind.

Der sivede lidt ekstra ind under hjelmen på tirsdagens helt, da han kørte over stregen som første mand.

- Alle siger til mig, at jeg skal tro mere på mig selv. I dag fik jeg vist, at der nok er noget om det, sagde Schleck.

Om han en dag kan vinde Tour de France, som Bobby Julich har spået, og som Bjarne Riis har sagt, at Schleck i hvert fald har potentialet til, og som tirsdagens bedrift i den grad kunne antyde muligt, tør luxembourgeren endnu ikke svare på.

- Det ved jeg ikke. Jeg ved ikke, hvor langt, jeg kan nå. Jeg ved ikke, om jeg en dag kan vinde Touren, og sådan vil mit svar nok lyde, indtil jeg vinder den, sagde Fränk Schleck.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.