Finland slog USA i rent drama
To scoringer i de sidste seks minutter udløste en finsk sejr over USA i kvartfinalen ved VM i ishockey.
De regerende verdensmestre fra Finland spillede sig torsdag videre til semifinalerne ved det igangværende VM i ishockey med en scoring otte sekunder før tid mod USA.
Jesse Joensuu blev den store helt på hjemmebanen i den finske hovedstad, Helsinki, da han scorede det afgørende mål til 3-2.
Der var ellers maksimalt pres på finnerne i tredje periode, da amerikanerne var kommet foran 2-1 kort efter, at pucken var givet op til den sidste tredjedel.
Møder Rusland
Matchvinder Joensuu havde godt nok bragt Finland foran 1-0, men Kyle Palmieri og Bobby Ryan havde med en scoring hver givet USA en lille fordel.
Seks minutter før tid fik først Mikko Koivu udlignet til 2-2, inden Joensuu udnyttede et amerikansk markeringssvigt til at skøjte sig fri og sende afleveringen fra Petri Kontiola i mål.
Finnerne, der tabte med 0-5 til USA i det indledende gruppespil, møder nu Rusland i semifinalen på lørdag. Russerne slog tidligere torsdag Norge med 5-2.
Ritzau