Rusland knækkede Norges fightere til sidst
Storfavoritten Rusland måtte vente til tredje periode med at afgøre kvartfinalen.
Det norske ishockeylandshold leverede en prægtig indsats, men det var ikke nok mod Rusland i kvartfinalerne ved VM i ishockey.
De russiske kæmpefavoritter afgjorde kampen i Stockholm med tre mål i tredje periode og sikrede en 5-2-sejr.
På den norske nationaldag gjorde Norge ellers alt, hvad der var muligt mod russerne.
Ganske vist bragte superstjernen Alexander Ovechkin favoritten foran i første periode.
Norsk udligning
Ovechkin er for nylig stødt til den russiske VM-trup, efter at hans klub, Washington Capitals, røg ud af NHL-slutspillet.
Norge fik dog udlignet til 1-1 i første periode og senere 2-2 i anden periode.
Selvom russerne flere gange var i overtal på grund af norske udvisninger, holdt stillingen perioden ud.
Alexei Yemelin bragte Rusland på 3-2 tidligt i tredje periode, og Nikolai Zherdev afgjorde reelt opgøret med scoringen til 4-2 midtvejs i perioden.
Syv i stribe
Til sidst resulterede de norske frustrationer i endnu en udvisning, og russernes Ilya Nikulin udnyttede powerplayet til at score kampens sidste mål.
De to hold mødtes også i gruppespillet, hvor Rusland blev nummer et med syv sejre på stribe, mens Norge sluttede som nummer fire.
Begge hold besejrede Danmark i gruppen.
Rusland skal i semifinalen møde vinderen af kvartfinalen mellem Finland og USA.