- Opdateret 12/05/2012 kl. 18:36
- Artiklen opdateres
Dansk bronze i 49'er
Sejlerne Allan Nørregaard og Peter Lang har vundet bronze ved VM i Kroatien.
Alt gik op i en højere enhed for 49'er-sejlerne Allan Nørregaard og Peter Lang, da de lørdag vandt VM-bronze i Kroatien.
Det er de to danskeres første VM-medalje sammen.
- Det er en fantastisk dejlig fornemmelse. Det var et stævne, hvor vi for bare to dage siden ikke troede, at det ville ende sådan.
Skøn følelse
- Men vi havde to fantastisk gode dage til slut, og vi tog bronzen i medal race, så det er en skøn følelse, vi står med nu, siger Allan Nørregaard.
Det er anden dag i træk, at en dansk OL-båd vinder bronze ved VM. Fredag vandt Michael Hestbæk og Claus Olesen bronze ved VM i starbåd i franske Hyeres, og ved samme lejlighed sikrede de sig OL-billetten i bådklassen.
OL-målet havde Allan Nørregaard og Peter Lang allerede indfriet i slutningen af april, da de tog pladsen i den interne danske kvalifikation foran OL-vinder Jonas Warrer og Søren Hansen.
VM-bronzen giver optimisme før sommerens OL i England.
- Det er mange af de samme, der kommer til OL, så det er glædeligt at vide, at vi er på det rigtige niveau. Hvis vi ellers kan holde vores niveau, er der gode chancer for, at vi også kan være med i kampen om medaljerne ved OL, siger Allan Nørregaard.
Spænding til det sidste
Der var spænding til det sidste i 49'er-klassen, hvor danskerne var pressede af en fransk båd, som sluttede på fjerdepladsen bare fire point dårligere end den danske.
- Der var lidt matchrace med franskmændene i medal racet. Vi lå og sørgede for, at de var tilbage i feltet til at starte med, og så skulle vi have to både mellem os og dem for at slå dem. Det lykkedes lige præcis. Det gik lige efter bogen, siger Allan Nørregaard.
Ritzau