Søren Kjeldsen lurer på sejren i Sevilla
Golfspilleren Søren Kjeldsen er på en delt andenplads ved Open de España.
Den danske golfspiller Søren Kjeldsen har søndag muligheden for at vinde karrierens fjerde titel på European Tour.
Efter tredje runde af Open de España i Sevilla er Søren Kjeldsen på en delt andenplads blot ét slag efter engelske Simon Dyson, der er samlet fem slag under banens par.
Søren Kjeldsen gik lørdagens runde i 71 slag, hvilket er ét slag under par, og noget lignende skal måske til i sidste runde for at vinde. Danskeren vandt sin seneste turneringssejr tilbage i 2009 ved Open de Andalucia.
Også en anden dansker bejler til en topplacering i Sevilla. Thorbjørn Olesen er delt nummer seks og kun fire slag efter Simon Dyson.
Anders Hansen og Mark F. Haastrup er de to andre danskere i finalefeltet, men de er placeret langt nede i den samlede stilling.