Lars Eller bag Montreal-comeback i NHL
Montreal Canadiens var bagud med 0-2, da Lars Eller scorede og hjalp Montreal Canadiens til sejren.
Lars Eller spillede en af hovedrollerne, da Montreal Canadiens natten til torsdag vandt med 4-3 på udebane mod Carolina Hurricanes i den nordamerikanske ishockeyliga, NHL.
Carolina Hurricanes bragte sig foran 2-0, da danskeren reducerede og tændte håbet hos gæsterne.
Eller var også impliceret i 3-3-udligningen i tredje periode, da han fandt holdkammeraten Travis Moen, der bragede pucken i mål.
Straffeslag
Montreal Canadiens endte med at tage sejren, da kampen blev afgjort i en straffeslagskonkurrence.
Jannik Hansen og Vancouver Canucks kunne også registrere en sejr. Ude mod Colorado Avalanche blev det til en 3-0-sejr med en dansk assist ved Canucks 1-0-scoring.
Frans Nielsen leverede også en assist for New York Islanders, der dog tabte til Philadelphia Flyers efter ekstra tid.