Anders Hansen vægter sine børn
Den danske topgolfspiller Anders Hansen har sagt nej til at spille i den amerikanske PGA Tour.
Porten slået op til verdens mest lukrative golf arena. Alligevel siger Danmarks 41-årige topnavn Anders Hansen pænt "nej tak2 til det amerikanske PGA Tour-kort for 2012, som han ellers havde sikret sig. Afslaget sker især af hensyn til børnene.
I løbet af blot tre turneringer i juli og august sikrede Anders Hansen sig ellers penge nok til at være klart inden for de top 125 på den amerikanske pengeliste, som er garanteret fuld spilletid på PGA Touren 2012.
Men på et pressemøde i dag i Kina, forud for Omega Mission Hills World Cup, forklarede Anders Hansen, at han ikke ville tage imod PGA Tour kortet af flere forskellige grunde.
Tre gode placeringer
En af grundene var, at han simpelthen havde lovet sine børn, Marcus på 13 og Filuca på på otte, at han ikke ville gøre det.
Den i Schweiz bosiddende dansker tjente omkring 800.000 dollar i kraft af sin 16. plads I British Open, sin 29. plads I WGC-Bridgestone Championship samt sin tredjeplads, (hans bedste resultat nogensinde i en major) den følgende uge I PGA Championship I Atlanta.
- Jeg var meget fristet til at tage imod PGA medlemskabet efter den tredjeplads, men selvom jeg gerne ville have spillet i det mindste en sæson i USA, følte jeg simpelthen, at det ville blive for hårdt at spille på begge tours, fordi det indebærer en masse rejser frem og tilbage.
For gammel
- Og i min private situation ville det være unfair over for min familie, lige som jeg følte, at det også ville slide mig selv op, sagde Anders Hansen og tilføjede, at også hans alder talte imod et skifte til USA.
- Hvis jeg var måske 26 eller 27, eller endda 30 år gammel, ville jeg have taget imod medlemskabet, men som 41-årig er det lidt vanskeligere. Det ville uden tvivl også betyde, at familien skulle flyttes til USA, og det havde jeg ikke lyst til at gøre. Det giver bare for meget bøvl.
- I øvrigt betyder min aktuelle verdensrangering som nr. 31, at jeg er inde I alle majors og WGC-mesterskaber næste år, og ud over det, vil jeg prøve at efterkomme et par invitationer forud for de majors der spilles i USA, men fuldtid på PGA touren er altså noget jeg afstår fra.
Debut for Thorbjørn Olesen
Anders Hansen vender i World Cup tilbage i konkurrence efter at en slem forkølelse tvang ham til at melde fra til sidste uges Iskandar johor Open i Malaysia.
- Jeg fik forkølelsen ved at ryge ind og ud af air-condition-områder ugen forinden i Singapore, men nu har jeg det fint, sagde Anders Hansen, der naturligvis er ked af, at hans oprindelige makker i World Cup, Thomas Bjørn, har måttet melde fra med en nakkeskade.
- Men nu glæder jeg mig til at spille sammen med Thorbjørn Olesen, som er en spændende ung spiller. Jeg har selv været med i denne turnering syv gange tidligere, men det er Thorbjørns debut for Danmark, så det vil være godt for ham, at få den erfaring.
Kilde: Golf365.com