Thomas Bjørn har igen problemer med nakken

Thomas Bjørn har meldt afbud til denne uges golfturnering i Japan.

Artiklens øverste billede

Nakken har et par gange i karrieren drillet Thomas Bjørn, og nu er den tilsyneladende gal igen for den danske golfspiller.

Ifølge teetime.dk har Bjørn trukket sig fra denne uges Dunlop Phoenix Tournament i Japan på grund af nakkeproblemer.

Dermed går han glip af muligheden for at vinde den japanske turnering for tredje gang i karrieren efter sejrene i 1999 og 2003.

Tvivl om VM for hold

Samtidig sår det tvivl om hans deltagelse i næste uges Omega Missions Hills World Cup - populært kaldet VM for hold.

Ifølge Viasat Golf skulle Bjørn dog blive klar og slutte sig til Anders Hansen i Kina, hvor turneringen spilles.

De to danskere har været godt spillende i denne sæson og ligger henholdsvis nummer seks og otte på European Tours pengeliste.

Dermed har Danmark mulighed for at stille med et slagkraftigt hold i World Cuppen, hvor 28 tomandshold kæmper om verdensmesterskabet og en samlet præmiesum på 7,5 millioner dollar.

Bedste danske resultat i turneringen har indtil videre været den andenplads, som Thomas Bjørn og Søren Kjeldsen opnåede i 2001.

Ritzau

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen