- Opdateret 07/05/2011 kl. 09:43
Golflegende tabte til kræften
Den spanske golfspiller Seve Ballesteros er død. Han blev 54 år.
I 2008 opdagede lægerne en kræftknude i den spanske golflegende Severiano Ballesteros' hjerne.
En lang og sej kamp mod kræften, hvor lægerne fire gange forsøgte at fjerne tumoren samt en opslidende kemoterapi, fik natten til lørdag sin ende.
Det oplyser golflegendens familie.
- Vi er meget taknemmelige for den støtte og de kærlige tilkendegivelser, vi har fået, siden Seve blev diagnosticeret med en hjernesvulst, skriver familien på hjemmesiden seveballesteros.com.
19-årig knægt
Severiano Ballesteros er én af golfsportens helt store navne. Fem major-sejre taler sit tydelige sprog.
Allerede som 19-årige gjorde han sit indtog på golfens fornemmeste scene, da han blev nummer to i British Open i 1976.
Tre år senere blev han den yngste vinder af samme turnering, som han i alt nåede at vinde tre gange.
Siden vandt han også US Masters to gange.
Hårdeste udfordring
Da Severiano Ballesteros i 2008 blev klar over den alvorlige sygdom, udtalte han, at det ville blive "den hårdest udfordring i mit liv".
- I løbet af min karriere var jeg en af de bedste til at overvinde forhindringer på golfbanen. Nu vil jeg være den bedste til at konfrontere mit livs sværeste kamp med hele min styrke, sagde han dengang, da sygdommen blev offentlig kendt.
Men natten til lørdag måtte golflegenden alligevel give op.
Severiano Ballesteros er optaget i World Golf Hall of Fame i 1999 side om side med legender som Jack Nicklaus og Arnold Palmer.
I 2000 kronede magasinet Golf Digest spanieren til at være den bedste golfspiller, som Europa nogensinde har produceret.
Ritzau