Overlegen verdensetter
En fremragende Lee Westwood viste i Nedbank Golf Challenge, hvorfor han er verdens bedste golfspiller.
Verdensetteren var ganske enkelt suveræn og var flyvende turneringen igennem. Han sluttede i samlet 17-under-par, og det var da også en yderst tilfreds Westwood, der udtalte sig efter turneringen.
"Jeg har spillet her mange gange, og det har altid været en turnering, jeg gerne ville vinde. Jeg har været tæt på et par gange, men denne gang lykkes det, og det er meget specielt," udtalte Westwood til Europeantour.com
Westwood sluttede fremragende af ved at chippe den i hul for en birdie på 18 hul. Med den flotte sejr følger en check på $1,25 millioner.
Anders Hansen, som var eneste dansker i den 12 mand store turnering, sluttede skidt i finalen. Hansen lå efter tredje runde til at få en fornem placering, men en sidste runde i fire-over-par ødelagde drømmen. Han sluttede derfor på en delt niendeplads i samlet to-under-par.