Århus vil være triatlonmekka
Med en ny stor årlig idrætsbegivenhed satser Århus på at trække 75.000 til Østjylland for at dyrke eller se på triatlon.
Den 3. juli lyder startskuddet til en ny Århusbegivenhed, som på sigt skal trække op mod 75.000 tilskuere til byen.
Det nye idrætsarrangement Challenge Aarhus skal tiltrække triatleter og motionister fra mere end 20 lande til en rute, der både fører dem gennem kunstmuset ARoS og gennem næste sommers store udendørs skulpturudstilling Sculpture By the Sea.
- Med de tre ruter, som er planlagt, vil Challenge Aarhus være et af de mest opsigtsvækkende halvdistance triatlonstævner i Europa og et stævne, mange triatleter vil sætte i deres stævnekalender, vurdererer chefen for Team Challenge Felix Walchshöfer, som står bag en række store triatletstævner.
Arrangementet i Århus vil bestå af 1,9 km. openwater svømning, 90 km. cykelløb og 1/2 maratonløb (21,1 km).
Arrangørerne håber på 25.000 - 40.000 tilskuere det første år. Med en stigning til 75.000 i 2013.
Ved det første Challenge Copenhagen i august var der over 125.000 tilskuere.
Arrangementet byder også på et triatlonstævne med mere motionsvenlige distancer samt et juniortriatlon for børn i alderen seks-otte år.