Nedtur for Thomas Bjørn
Sæsonfinalen på Europatouren, Dubai World Championship, bliver sandsynligvis ikke nogen succes for Thomas Bjørn.
Den danske golfstjerne ligger halvvejs inde i turnering blandt de allersidste i feltet efter skuffende runder i 75 og 76 slag. 60 spillere stiller til start i den prestigefyldte turnering, og Bjørn ligger alene på 58. pladsen.
Bjørn diskede ellers op med fire birdies på anden runde. Men da han samtidig også indkasserede seks bogeys og en dobbeltbogey på 17. hul, er det op ad bakke i weekend-runderne. Der er ikke cut i turneringen, hvorfor alle spillere skal igennem 72 huller. Bjørn er dog sikker på mindst 15,293 euro for de fire dages arbejde.
Det er ellers netop i Dubai, at Bjørn tidligere i karrieren høstede én af karrierens største triumfer. I 2001 satte han Tiger Woods til vægs i Dubai Dessert Classic i en skarp duel, som danskeren vandt på sidste hul.
Både Anders og Søren Hansen kom godt rundt i Dubai fredag med runder i 70 slag. Det rykker dem i skrivende stund frem på en delt 36. plads. For Anders Hansen vil en topplacering i denne uge bringe ham ind i top-15 på pengelisten, som deler en bonus på ikke mindre end $7.500.000. Han er inden turnering nummer 22 på listen.
Søren Kjeldsen er stadig på banen og har spillet 15 huller på dagens runde. Han er lige nu nummer 20 og 2-under-par samlet.