Firmaidrætten vil sætte ansatte i sving

Dansk Firmaidrætsforbund satser hårdt på at skabe bedre motionstilbud for de ansatte og en fast motionspolitik på danske arbejdspladser. Men der er behov for holdningsændringer til motion på mange arbejdspladser.

Den efterhånden allestedsnærværende debat om behovet for mere fysisk aktivitet i hverdagen for at forebygge en række alvorlige livsstilssygdomme i det danske samfund gennemsyrede Dansk Firmaidrætsforbunds (DFIF) repræsentantskabsmøde lørdag i Nyborg.

Men da repræsentanter for flere store offentlige arbejdspladser gik på talerstolen under en paneldebat om emnet med politikere og eksperter, talte de som en fynsk sygehusansat mere om "at løbe stærkere på grund af ansættelsesstop" eller "at løbe panden mod en mur hos ledelsen" end om den form for fornøjelig motionskultur, som DFIF's målrettet søger at udbrede på danske arbejdspladser.

Mens firmaidrættens traditionelle idrætsaktiviteter som fodbold, håndbold og badminton medlemsmæssigt går tilbage, oplever DFIF ellers stor interesse for nye satsninger som "Motion på Arbejdspladsen."

Søger motionspolitik

DFIF søger at få hver enkelt arbejdsplads til at indføre en motionspolitik på linje med ryge- og alkoholpolitikker for at aktivere fysisk inaktive medarbejdere.

Men det fremgik klart af indlæggene i lørdagens debat, at der er lang vej igen, før alle ansatte i danske firmaer kommer i fysisk sving mindst 30 minutter om dagen, som Sundhedsstyrelsen anbefaler.

Derfor pegede flere repræsentanter for firmaidrætten lørdag på nødvendigheden af at få landets offentlige arbejdspladser til at gå foran på området.

Tryk på kedlerne

»Der skal mere tryk på kedlerne. Man kunne forlange, at samtlige offentlige arbejdspladser skal udarbejde en motionspolitik. Vi møder selv i vort system, hvor vi ellers er afhængige af at "kunne løbe en tyveknægt op," folk, der ikke finder motion særlig smart. Der bør være en motionspolitik i hver en gren af det offentlige, og man kunne passende koble et sådant tiltag med sikkerhedsudvalgene. På den måde kunne det offentlige være en rollemodel og opfordre det private arbejdsmarkeds parter til at gøre det samme,« sagde Dansk Politiidrætsforbunds formand, Per Larsen, der samtidig er identisk med Københavns Politis chefkriminalinspektør.

DFIF-projektet Motion på Arbejdspladsen har med succes kørt som forsøg på Fyn. Ideen er, at DFIF i samarbejde med Fyns Amt tilbyder kurser og konkrete øvelser til virksomheder, som ønsker at give medarbejderne tilbud om motion. Fra nytår springer også Frederiksborg Amt på vognen, og flere amter meldes på vej til lignende aftaler med DFIF.

Et af de åbne spørgsmål i debatten er, om tanken om en motionsrepræsentant på arbejdspladserne skal gennemføres via påbud i stil med sikkerhedsrepræsentanternes rolle - eller om motion kan få en større rolle på arbejdspladserne ad frivillighedens vej, fordi der er god økonomi i det.

Ifølge en af paneldeltagerne, professor Bengt Saltin fra Center for Muskelforskning i København, har motionsaktive medarbejdere markant færre sygedage end fysisk inaktive medarbejdere.

Dog mangler der stadig dokumentation for, om virksomhederne i praksis ved at aktivere fysisk inaktive medarbejdere kan skabe færre sygedage og mere velfungerende medarbejdere.

DFIF forventer i samarbejde med Arbejdsmiljøinstituttet at kunne gennemføre et omfattende forskningsprojekt om netop dette spørgsmål over de kommende to år.

henrik.brandt@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen