Ernie Els vandt World Match Play

Den store sydafrikaner Ernie Els vandt 2003-udgaven af World Matchplay Championship på Wentworth lidt vest for London ved at besejre Thomas Bjørn 4 og 3. Gennem hele dagen virkede sydafrikaneren i kontrol, og Thomas var da heller aldrig foran i matchen. Det var Ernie Els' femte sejr i World Match Play sammenhæng, og han matcher dermed Seve Ballesteros og Gary Player som også har fem sejre i denne traditionsrige turnering på cv'et. Seve så endda til fra første parket, da han var tilskuer ved dagens finale.

Ernie Els kom hurtigt fire op på formiddagens 18 huller, og selv om Thomas Bjørn fik reduceret forspringet til et enkelt hul efter 15 huller, måtte danskeren alligevel gå til frokost nede med tre huller. Tidligt på eftermiddagens runde havde Thomas Bjørn et par gode chancer for at hente ind på Els, men formåede ikke at udnytte chancerne. Istedet trak sydafrikaneren yderlig fra, og efter 28 spillede huller var "The Big Easy" oppe med seks huller.

Thomas Bjørn gav dog aldrig op. På 12. hul blev det til en forrygende eagle, og danskeren hentede yderlig et slag på Els, da han lavede en fantastisk hole-in-one på 14. hul. Med et 4-jern holede danskeren på det 163 meter lange par-3 hul, og fik en Toyota for den præstation.

Det var dog en stakket frist for Thomas, og på det 33. hul var det slut. Els holede et langt putt for par, og slukkede sejrdrømmene fra danskeren. Med sejren følger en rekordstor check til sydafrikaneren på en million pund, mens Thomas Bjørn kan tage 400.000 pund med sig fra Wentworth plus selvfølgelig en masse selvtillid før de sidste turneringer på årets European Tour.

Thomas Bjørn sidder over i næste uges turnering i Madrid, hvor en anden af de danske tourveteraner Steen Tinning siger farvel til international topgolf. Bjørn er dog med når årets sidste turnering afvikles ugen efter på Valderrama, hvor Volvo Masters løber af stablen og de sidste euro fordeles til Volvo Order of Merit.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen