Skiløb: Mario Matt tilbage på slalomtronen

Bare 21 år gammel triumferede østrigeren Mario Matt ved VM i slalom første gang i 2001, og lørdag gentog han kunststykket ved alpint VM i svenske Åre. Tiltrængt gyldent metal for det østrigske hold, der slet ikke har levet op til de mange favoritroller.

I suveræn stil satte Mario Matt alle konkurrenterne på plads i første gennemløb på en teknisk overordentlig svær bane. Den kostede dyrt for flere af profilerne. Den forsvarende italienske verdensmester Giorgio Rocca måtte udgå i første gennemløb, Det samme skete for amerikanske Bode Miller, der ifølge østrigsk tv blev meniskskadet og derfor også må melde fra til søndagens afsluttende holdkonkurrence.

I andet gennemløb viste italienske Manfred Moelgg stor styrke og kravlede fra en sjetteplads helt op til en sølvmedalje, men med hele 1,81 sekunder op til suveræne Mario Matt. Bronze gik til franske Jean-Baptiste Grange, mens østrigerne Benjamin Raich og Manfred Pranger ikke udnyttede en stor chance for mere østrigsk metal med et dårligt andet gennemløb.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen