Golf: Anders Hansen i vandskorpen

Nissan Open er årets hidtil stærkeste turnering, bl.a. fordi den ligger umiddelbart før World Accenture Matchplay i næste uge.

Det fremgår bl.a. af, hvem Anders Hansen deler sin beskedne placering som nr. 72 med efter torsdagens spil - spillere som Adam Scott, Justin Rose, K. J. Choi, Carl Pettersson og Bubba Watson.

Hansens vej til denne placering gik via fire bogeys og tre birdies. Det var utvivlsomt rart at få birdie på sidste hul og spille de seks sidste huller i - 1. Desuden har det været opmuntrende at komme i klubhuset som nr. 88 og siden se placeringen forbedret gennem de resterende timer.

Runden er ikke færdigspillet, så måske kan han ryge endnu en placering tættere på cutgrænsen ved nr. 70, før han går ud på en runde, der bliver meget afgørende for humøret i det kommende par uger.

I spidsen ligger Padraig Harrington, der var helt oppe i skyerne over sin runde med 10 birdies og to bogeys. På hul 10-16 scorede han seks birdies og en bogey, - og den bogey på hul 14 fik jeg, fordi jeg på det tidspunkt troede, at jeg var usårlig, jokede Harrington efter runden. Ireren er tre slag foran Phil Mickelson, der gik bogeyfrit i - 5 og deler med Briny Baird og Pat Perez. Mickelson har specialtrænet putting de seneste måneder, så nu ryger alt i på green. Kun David Howell, der deler femtepladsen i - 4 med Jim Furyk, Cameron Beckman, Sergio Garcia og Kevin Stadler, var også bogeyfri, mens Vijay Singh, der er på delt 10. plads med bl.a. Arron Baddeley og Geoff Ogilvy i - 3, startede sin turnering med en af dagens meget få eagles.

Som delt nr. 15 i - 2 finder man de bedste svenskere, Robert Karlsson og Daniel Chopra, sammen med bl.a. sidste års vinder Rory Sabbatini og Ernie Els, der chokerede folk, da han forklarede, at Mickelson spillede rædselsfuldt ('awful'). Så tænkte han sig om ved synet af reaktionerne og rettede til 'beundringsværdigt' ('awesome')!

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen